Tre mænd tiltalt for skunklaboratorium i Lyngså
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Politiet fandt hundredvis af skunkplanter og flere rum, der var indrettet til professionel skunkproduktion, da de 5. august 2018 ved 9-tiden om formiddagen rykkede ind på en ejendom i Lyngså syd for Sæby.
OPDATERING: Sagen, der var berammet til at starte onsdag, er udsat til 2022. Det oplyser anklageren til TV2 Nord.
I forbindelse med fundet er tre mænd på 34, 39 og 57 år tiltalt for på forskellig vis at have været involveret i professionel skunkproduktion i en periode fra starten af april 2018 og frem til, politiet fandt laboratoriet 5. august.
Produktion af 11 kilo hash
Ifølge anklageskriftet i sagen fandt politiet ved ransagningen 417 skunkplanter, og den 39-årige mand er tiltalt for at have fremstillet mindst 11,885 kilo hash.
Hashproduktionen er et skøn fra politiets side, vurderet ud fra den mængde, der kan høstes fra de flere hundrede planter i løbet af de måneder, som politiet mener, at produktionen strakte sig over.
Den 57-årige mand er tiltalt for at have medvirket til skunkproduktionen.
Ifølge anklageskriftet var det ham, der ejede den ejendom ved Lyngså, hvor den ulovlige produktion foregik.
Ifølge politiet bistod han den 39-årige med råd og vejledning, ligesom han accepterede, at produktionen foregik på hans ejendom.
Strøm for 77.000 kroner
Skunkproduktion kræver masser af lys og dermed også masser af strøm, og her kommer den 34-årige tiltalte ind i billedet.
Ifølge politiet stod han nemlig for at arrangere tyveri af el over de måneder, narkoproduktionen stod på. I alt stjal skunkbanden strøm for over 77.000 kroner.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan de tiltalte forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen indledes.
Sagen kører foreløbig onsdag, torsdag og fredag.