Tre unge mænd dømt for overfald på 18-årig
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Tre unge mænd på 15, 16 og 19 år er ved retten i Hjørring onsdag kendt skyldige i at have overfaldet en 18-årig mand den 4. oktober 2020. Ingen af dem valgte at anke dommen.
Tre unge mænd på 15, 16 og 19 år skulle i dag for retten i Hjørring. De var alle tiltalt for et overfald på en 18-årig mand, og derudover var de hver især tiltalt for henholdsvis trusler, besiddelse af kokain og at have været i besiddelse af og benyttet en peberspray.
De tre unge mænd og den forurettede havde den 3. oktober været til fest på to adresser i Frederikshavn. Da nogle piger på tværs af de to fester blev uenige, tog den 19-årige ved den ene fest telefonen og truede den forurettede ved den anden fest.
Dagen efter gik de tre tiltalte op i lejligheden og ifølge anklageskriftet slog og sparkede den forurettede, slog ham med en attrappistol, kastede et fjernsyn ned over ham og sprøjtede peberspray i hovedet på ham.
- Det var jalousi omkring en pige og fnidder mellem piger, der i en kombination med kokain og vodka udvikler sig voldeligt. Der var også noget jalousi mellem den 19-åriges kæreste og en af de to forurettede, der boede i lejligheden. Det var det, man skulle op at tale med ham om, siger anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg.
Til stede i lejligheden var både den forurettede og en kammerat, der under overfaldet ringede til alarmcentralen. Den forurettede har det ifølge anklageren i dag fint.
- Han kom ikke voldsomt til skade, men havde fået slag og spark og var blevet slået over foden. Han er ikke særlig mærket af det, siger Thomas Klingenberg.
Nægtede sig skyldig men modtog dommen
Den 15-årige erkendte, at han havde sprøjtet den 18-årige forurettede i ansigtet med en peberspray. Den 16-årige erkendte, at han havde sparket til et fjernsyn. Den 19-årige nægtede sig skyldig og påstod, han kun havde opholdt sig i entréen. Det troede retten dog ikke på, da både medgerningsmændene og den forurettede påstod, han havde været en del af overfaldet.
Den 19-årige har siddet i arresten i Frederikshavn siden overfaldet den 4. oktober 2020, mens de to andre har opholdt sig på en institution.
Alle tre blev kendt skyldige i overfaldet. Den 19-årige blev idømt 10 måneders fængsel. Den 16-årige fik sin sag henvist til behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet, og den 15-årige blev idømt en ungdomssanktion, hvor kommunen sammensætter et pædagogisk forløb, der typisk indledes med et ophold på en sikret institution.
Ingen af de tre tiltalte valgte at anke dommen.