Trods klager: Kommunen vil ikke gå ind i sag om faldefærdigt hus i Skagen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Faldefærdigt hus midt i Skagen gør, at naboerne ikke kan sælge deres huse. De har nu klaget til kommunen.
Frederikshavn Kommune vil ikke gøre noget for at rydde op omkring et hus i Skagen, som naboerne i villakvarteret har klaget over at skulle bo ved siden af.
Der kommer indtil videre ikke til at ske noget som helst med det hus på Sovkrogsvej i Skagen, som naboerne i området mener er misligholdt. Det er konklusionen, efter at Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune i tirsdags blev orienteret om sagen på et udvalgsmøde.
- Vi er blevet orienteret om, hvilke muligheder vi har, og vi har på den baggrund valgt ikke at gå videre med sagen. Det vil kræve en retssag, hvis vi skal rydde op på grunden for ejerens regning, da der vil skulle laves en vurdering af, om ejendommen er sømmeligt holdt eller ej, siger Mette Hardam (Venstre), formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Naboerne til huset på Sovkrogsvej har flere gange klaget til Frederikshavn Kommune over vedligeholdelsesstanden på ejendommen.
- Jeg ville da være ked af det, hvis det var mig personligt, der var nabo til sådan en ejendom, sagde byrådsmedlem Peter Nielsen fra Konservative i sidste måned til TV2 Nord.
Det var netop Peter Nielsen, der ønskede en orientering om sagen på tirsdagens møde i Plan- og Miljøudvalget, hvor udvalgsmedlemmerne fik at vide, hvilke muligheder Frederikshavn Kommune har for at agere i sagen.
Ejendomsretten kan ikke krænkes
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen sagde efter et indslag om sagen på TV2 Nord, som blev sendt 27. februar, at Frederikshavn Kommune godt kunne beslutte, at der skulle ryddes op på grunden, og at det i så fald ville ske for husejerens regning.
- Der står i byggelovens paragraf 14, at man som ejer af en bygning eller en grund ikke må lade den henlægge med væsentlige mangler. Man skal holde en sømmelig tilstand, og gør man ikke det, så vil naboerne ved at rette henvendelse til kommunen kunne få kommunen til at rydde op. Vel at mærke for bygningsejerens regning. Den procedure vil jeg anbefalde, lød det fra Preben Bang Henriksen.
Umiddelbart mener Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune dog ikke, at det er så lige til.
- Det er ikke så enkelt. Den private ejendomsret, som er ukrænkelig, gælder som udgangspunkt. Ifølge byggelovens paragraf 14 kan kommunen beslutte, at der skal ryddes op, hvis en ejendom ikke er sømmeligt holdt, men det er ikke os politikere, der skal vurdere, om noget er sømmeligt eller ej, siger Mette Hardam.
Udvalgsformanden forventer, at der formentlig vil blive tjekket op på sagen fra Skagen og andre lignende sager igen på et senere tidspunkt.