Trods tilladelse til at åbne: Frederikshavns butikker holder lukket i påsken
Frederikshavn Kommune har fået tilladelse til at holde butikslivet åbent i påskens helligdage. Og det er en mulighed, der ikke er mange, der har benyttet sig af.
Mens andre holder påskeferie, står der arbejde i kalenderen hos Janne Østergaard Severinsen.
Hun er butikschef i Only i Frederikshavn, og hun er glad for, at hun må få lov til at holde sin butik åbent i påskens helligdage.
- Vi tænkte, der var en mulighed for at se vores kunder lidt mere, siger Janne Østergaard Severinsen.
Tiltænkt som en mulighed efter corona
Butikkerne i Frederikshavn Kommune forbryder sig ikke mod lukkeloven, når de holder åbent i helligdagene i påsken.
- Frederikshavn Kommune har søgt Erhvervsstyrelsen om, at butikkerne i kommunen må have åbent i helligdagene, for det må man jo ellers ikke. Det har vi simpelthen gjort for at give dem muligheden for at have lidt flere åbningsdage efter coronanedlukningen, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S).
Det er ikke første gang, kommunen giver butikkerne mulighed for at holde åbent i påsken.
I flere år har butikkerne haft mulighed for at invitere kunder indenfor i forbindelse med håndboldstævnet Rødspættecup, der afvikles i påsken. Men selvom stævnet i år er blevet aflyst, så har kommunens butikker alligevel fået lov at åbne.
- Det betyder meget for os. Vi har savnet vores kunder, da vi var lukket ned i butikken i over to måneder. Så det betyder meget for os, at vi må få dem ind i butikken og være sammen med dem herinde, fortæller butikschefen i Only Frederikshavn.
Lukkede butikker
En tur ned gennem shoppinggaden i Frederikshavn viser dog ikke helt det, som borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen, forventede, da hun anmodede Erhvervsstyrelsen om at få lov til at åbne i påsken. Kun få butikker var åbne fredag formiddag.
- Jeg havde da håbet, at der var rigtig mange butikker, der havde vurderet, at det var en god ide at have åbent, siger hun.
Samme skuffelse gør sig gældende hos butikschefen Janne Østergaard Severinsen.
- Jeg synes, det er ærgerligt. Det havde været fedt, hvis byen havde bakket op om det, og vi alle var fælles om at holde åbent. For det ville have trukket endnu flere kunder til.
Skærtorsdag var omsætningen over forventning for kvindetøjsbutikken Only, og selvom antallet af kunder var faldet en del fredag formiddag, så er der stadig håb for de kommende helligdage.
- Jeg forventer, vi får travlt. Det giver rigtig meget, at vi giver kunderne mulighed for, at de kan komme alle dagene. Fordi det er ikke alle, der har fri hele ugen til at komme, siger Janne Østergaard Severinsen.