Seneste nyt

fra Nordjylland

Uddannelse blev droppet, fordi der manglede fire ansøgere - nu er der overraskende nyt

Efter ansøgningsfristen til de videregående uddannelser den 5. juli, stod det klart, at den nye service- og oplevelsesøkonom-uddannelse i Frederikshavn ikke blev til noget. 

Der var nemlig kun 16 ansøgere til uddannelsen, og mindstekravet for oprettelsen var 20. 

Det var til stor ærgrelse for de mange erhvervsdrivende, der havde arbejdet i måneder på at få uddannelsen til byen. 

Men nu er der opløftende - og overraskende - nyt.

En administrativ fejl var nemlig skyld i, at ansøgerne ikke fik besked om, at udbuddet kun blev til noget, hvis der var mindst 20 ansøgere, da de søgte uddannelsen.

- Det betyder, at de 16 ansøgere til uddannelsen har et retskrav på, at uddannelsen bliver oprettet, lyder det fra rektor på Professionshøjskolen UCN, Kristina Kristoffersen, som tilføjer:

- Vi vil nu gøre alt, hvad vi kan, for at vende situationen til en succes og går målrettet efter at finde flere studerende frem mod studiestart.

UCN har tirsdag den 9. juli kontaktet alle ansøgere igen for at fortælle, at de alligevel vil blive tilbudt en plads på uddannelsen.

Efter den 26. juli, når alle ansøgere til de videregående uddannelser har fået svar, vil der åbnes for, at man kan søge de ledige pladser. 

Service- og oplevelsesøkonomer arbejder med oplevelsesdesign og forretningsudvikling indenfor turisme, detail, sport, kultur, events og i hotel- og restaurationsbranchen.