Uddannelseshjælp til Martin-ansatte
Foto: Torben Hedemose
De opsagte medarbejdere på Martin i Frederikshavn får nu uddannelseshjælp af kommunen.
Frederikshavn Kommune er klar med hjælp til uddannelse til alle interesserede tidligere medarbejdere fra lysproduktionsvirksomheden Martin by Harman.
Det har ikke været let at finde nyt arbejde for opsagte ansatte på Martin i Frederikshavn. Det berettede en af de opsagte medarbejdere, Dan Stanley om i et indlæg på Kanal Frederikshavn.
Efterfølgende har John Karlson, formand for Arbejdsmarkedsrådet, Flemming Søborg, Arbejdsmarkedschef og Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør, Erhvervshus Nord sammen med borgmester Birgit S. Hansen evalueret indsatsen og besluttet yderligere tiltag, som nødvendig støtte fra Frederikshavn Kommune til de opsagte Martin-medarbejdere.
- Frederikshavn Kommune står parat med al den hjælp, vi som kommune kan tilbyde, til det antal af Martins tidligere medarbejdere, der har brug for det, når fabrikken stopper produktionen. Nu gælder det om at se frem og udnytte de muligheder, der findes. En af mulighederne er, at virksomhederne efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Vi kunne som kommune godt ønske os en virksomhed, der stod klar til at overtage det antal, der bliver brug for. Men virkeligheden er, at vi står midt i en vandret kurve på arbejdsmarkedet. Når kurven igen stiger i forbindelse med oliepriserne, havneudvidelserne og væksten generelt, så kan medarbejderne stå klar med opkvalificerede kompetencer, hvis de tager i mod et uddannelsestilbud, som er rettet mod den enkelte, siger Birgit S. Hansen (Soc.dem.).
Frederikshavn Kommune har i forbindelse med udflytning af fabrikken Martin by Harman prioriteret arbejdet med en task-force højt, for at hjælpe medarbejderne videre på arbejdsmarkedet. Der er i samarbejde med Martin og de involverede fagforbund sat en lang række aktiviteter i gang i respekt for, at virksomheden skal have mulighed for at fortsætte produktionen til den lukker.
Situationen på arbejdsmarkedet i Frederikshavn Kommune følger tendensen på landsplan. Den nyeste vækstredegørelse for Nordjylland viser udsigt til både stigende beskæftigelse og en stabil økonomisk fremgang frem mod 2020. Efterspørgslen på faglærte, blandt andre industriteknikere, er stigende, og også både sundhedsfag og håndværk er uddannelser, der er på kort sigt kan bane vejen til varige job.
- Vi ved fx, at der går flere håndværkere på pension, end der bliver uddannet, og derfor bliver der behov for flere erhvervsuddannede, end der uddannes lige nu. Derfor giver det rigtig god mening at gå fra ufaglært til faglært. At være under uddannelse, når man er 50 år giver god mening, fordi man stadig har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet. Så alder er absolut ingen barriere. Men der er også job at få løbende, det handler om, at det varer et stykke tid for området at absorbere et større antal ledige på én gang. I mens er der muligheder fx i de turistrelaterede sæsonjob og derfra følge udviklingen til de varige job opstår, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.
Frederikshavn Kommunes Jobcenter går nu i gang med at lave en opgørelse over hver enkelt af de 180 tidligere medarbejdere hos Martin for at finde frem til, hvor mange der har yderligere behov for hjælp.