Uenighed blandt julemænd: Vi kaster ikke smørklatter efter hinanden

Julen rykker nærmere, men der er uenighed blandt højtidens måske vigtigste hovedpersoner. En udbrydergruppe fra Dansk Julemandslaug har etableret sig i det nordjyske.

Sneen daler ikke fredfyldt blandt alle landets julemænd.

I Nordjylland er en gruppe brudt ud fra Dansk Julemands Laug og har i stedet dannet foreningen Danske Julemænd, Julemødre og Nisser.

- Vi smider ikke smørklatter efter hinanden, men vi kan nok snakke om, hvordan tingene skal være, siger Kjeld Rye, der siden 1980'erne har haft et alter ego i december som Julemanden Santa Jule.

Da han for et par år siden fik chancen for at blive optaget i Dansk Julemands Laug, var det ikke en succes.

quote Vi er nok mere sociale og alsidige, for vi laver ikke begrænsninger på, hvem der må få lov at deltage i vores arrangementer.

Poul Lillelund, 'hjælpenissen' fra Jerup 

- Nogle af de 'store' julemænd satte kravene for, hvordan man skulle være. Sådan følte man i hvert fald, når man var der, fortæller han om sin oplevelse.

Som alternativ opstod foreningen 'Julemænd, Nissemødre og Nisser'.

- Det betyder meget, at jeg kan sidde og snakke med dem om: Hvordan gør du det, og hvad bruger du til at få skægget til at sidde ordentligt, siger Kjeld Rye.

Begejstringen for den nye klub af julemænd deler han med 'hjælpenissen' fra Jerup, Poul Lillelund.

- Vi er nok mere sociale og alsidige, for vi laver ikke begrænsninger på, hvem der må få lov at deltage i vores arrangementer, supplerer han.

Julen må ikke kun handle om penge

Julemanden fra Frederikshavn tjener også penge på at hoppe i den røde dragt, men ifølge ham og hjælperen bør det ikke blive for kommercielt.

- I forhold til Dansk Julemandslaug synes vi, det er helt fint, at vi for eksempel i Fjerritslev, når vi har lavet 'I Flagermuslygtens Skær', at vi så får pandekager og en kop varm kakao og hygger os. Og det er det, vi sætter i højsædet, siger Kjeld Rye.

Dansk Julemands Laug har ikke haft lyst til at medvirke i et interview. 


Seneste nyt

fra Nordjylland