Veterantraktorer til salg: Det er ekstremt
Foto: Tor Løkken
En kæmpe samling af veterantraktorer og et par veteranbiler er lige nu sat til salg efter et dødsbo.
Veterantraktorer i lange baner, det er, hvad der står i en lade i Østervrå. Her boede den nu afdøde Karsten Rasmussen, der havde en stor interesse for gamle køretøjer. Samlingen består af hele 54 veterantraktorer og veteranbiler.
Det er ekstremt. Det ser vi ikke hver dag
Mogens Christensen, Campen Auktioner
- Det er en meget stor samling, det er det godt nok. Der er mange traktorer - og biler selvfølgelig også. Det er ekstremt. Det ser vi ikke hver dag, siger Mogens Christensen fra Campen Auktioner, der nu står for at sælge samlingen.
Samlingen af gamle traktorer har stået stille i flere år. Det er børnene, der efter at have mistet deres far har valgt at sælge samlingen. Både for at få ryddet op, men også for at andre kan få glæde af de gamle og prægtige køretøjer.
- Det er hårdt og vemodigt nu at skulle sælge dem. Men på den anden side, så er det i min fars ånd. Han elskede at der kom mennesker og kiggede på hans ting og beundrede dem. Så det er da lidt i min fars ånd, at der nu går folk og kigger, der har interesse for det, siger Gitte Thygesen, der er datter til afdøde.
Hvis du kunne tænke dig at erhverve dig en af de mange sjældne traktorer, så kan du byde på dem her.