Vil have flere sejlende turister til Skagen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Skagen Havn skal ud og finde penge til et nyt, storstilet projekt.
Toppen af Danmark er et yderst populært rejsemål for både danskere og udenlandske gæster.
Krydstogtskibe lægger også vejen forbi Skagen, hvilket i den grad får kasseapparaterne til at klinge.
Netop derfor vil Skagen Havn også gerne have flere af de gigantiske skibe til kunstnerbyen.
Derfor har man planer et projekt om en såkaldt landstrøm til krydstogtskibe, skriver Kanal Frederikshavn.
Det skal være med til at styrke havnens konkurrenceevne.
66 millioner
Men før det nye projekt kan realiseres, skal der findes penge. Dem ønsker havnen delvist at låne af Frederikshavn Kommune.
Her skal Økonomiudvalget i byrådet derfor på næste måde drøfte en lånefinansiering på 50 procent af projektet, der ventes at koste i alt 66 millioner.
De resterende 33 millioner kroner vil Skagen Havn forsøge at få gennem EU og Fonden for Retfærdig Omstilling.
Skagen Havn forventer dog, at lånet fra Frederikshavn Kommune skal ske uden kommunal garantistillelse.
Får havnen en forhåndsgodkendelse fra kommunen, vil det nemlig blive væsentligt nemmere at få godkendt ansøgningen af EU-Fonden.
På den måde kan man få stablet en økonomisk bæredygtig business case på benene.
Skagen Havn tilbyder allerede tre krydstogtkajer. Den største Krydstogtkaj er 500 meter lang med en vanddybde på 12 meter.