Vil undgå butiksdød: Mere liv i bymidterne
Frederikshavn Kommune er med i nyt samarbejde, der skal være med til at puste liv i bymidterne.
Bymidterne er afgørende for at fastholde et attraktivt byliv. Men bymidterne er under pres blandt andet fordi den stigende e-handel presser de fysiske butikker.
Frederikshavn Kommune er på den baggrund blevet udvalgt til at være med i en udviklingsgruppe under Erhvervsministeriet, som skal skabe nyt liv i bymidten.
Sammen med fire andre kommuner og blandt andet Realdania og Kulturministeriet skal gruppen samle gode ideer og erfaringer i en værktøjskasse, som kan bruges, når man vil hjælpe bycentre, der er ramt af butiksdød.
- Det kommer forhåbentlig til at betyde, at vi kan inspirere men også blive inspireret i forhold til, hvordan vi fremadrettet kan have nogle levende byer – også mindre byer, så det ikke kun er København, Aalborg og Aarhus, der har nogle levende midtbyer, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S).
Påvirker andre funktioner
At bymidterne er pressede betyder tomme lokaler og færre mennesker i bymidtens gader, som på den måde også påvirker bymidtens andre funktioner negativt.
Derfor trækker det nye partnerskab på tværs af brancher og kommuner nu i arbejdstøjet for at samle erfaringer og komme med anbefalinger til indsatser, der kan fastholde og skabe mere liv i bymidterne.
- Vi arbejder hver dag som regering for at skabe et sammenhængende Danmark, hvor man kan bo, arbejde og skabe sig et godt liv, uanset hvilket postnummer man bor i. Jeg er derfor også svært glad for interessen for vores partnerskab, der skal skabe et mere aktivt byliv, og for, at både kommuner, brancheorganisationer og interesseorganisationer har takket ja til at deltage, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Partnerskabet er sammensat af kommuner og organisationer med særlig viden inden for bymidteudvikling og skal arbejde med de udfordringer, som bymidterne oplever som følge af stigende e-handel, ændrede indkøbsvaner og et faldende udbud af butikker og følgerne af corona-krisen.
Partnerskabet for levende bymidter:
- Kommunernes Landsforening
- Realdania
- Frederikshavn Kommune
- Syddjurs Kommune
- Varde Kommune
- Assens Kommune
- Guldborgsund Kommune
- De Samvirkende Købmænd
- Netværket CityChefer20
- Ejendom Danmark
- Dansk Erhverv
- Lokale og Anlægsfonden
- Landdistrikternes Fællesråd
- Kulturministeriet
- Erhvervsministeriet (Erhvervsstyrelsen fmd)