Vildt syn: Flere hundrede søstjerner skyllet i land
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Biologerne har ikke tænkt sig at fjerne de mange døde søstjerner.
Søstjernerne har måttet overgive sig til stormvejret.
Det er med at se sig for, hvis man går en tur langs vandkanten på stranden i Voerså.
Man skal nemlig træde forsigtigt, hvis ikke man vil ramme en søstjerne.
For i store klynger og over et bredt område ligger flere hundrede af dem. Weekendens stormvejr har resulteret i, at de skyllet op på land.
- Det voldsomme blæsevejr har rusket i havbunden, og det har fået fat i søstjernerne, fortæller Kristina Ydesen, der er biolog ved Nordsøen Oceanarium.
Ikke meget at gøre
Søstjerner er ét af de langsomste dyr i havet. Det er derfor også oftest dem, der lider under stormvejr. For modsat fisk kan de ikke svømme mod strømmen.
Og får man nu ideen om at redde nogle af de mange strandede søstjerner, kan man lige så godt lade være.
Der er nemlig ikke håb for dem, lyder det.
- Alle de søstjerner, der er skyllet op på stranden, dør. Enten bliver de spist af måger, eller så går de i ét med naturen, der er ikke meget at gøre for dem, siger biologen.
Men selvom det ser ret usædvanligt ud med sådan et søstjerne-tæppe i strandkanten, er det faktisk slet ikke tilfældet.
- Det sker faktisk overraskende tit, når vi har stormvejr. Det er ikke noget, vi bør bekymre os yderligere over, fortæller Kristina Ydesen.