Voldelig episode i Hellerup-ugen var dråben: Campingplads sætter aldersgrænsen op
Aldersbegrænsningen er ændret fra 21 år til 25 år.
- Manden fik et stoleben i hovedet og fik en kæmpe flænge i panden, fortæller destinationschef.
Episoder med larm, konflikter og voldelig adfærd har fået First Camp i Skagen til at sætte aldersgrænsen op.
De sidste mange år har unge mennesker hærget på den nordjyske campingplads i den såkaldte Hellerup-uge, men særligt én episode fik bægeret til at flyde over sidste år.
Forud for hændelsen havde en familiefar bedt nogle unge fyre om at skrue ned for musikken klokken 04.00 om morgenen.
- Så de her unge fyre kyler en metalstol ind i det her telt. Manden får et stoleben i hovedet og får en kæmpe flænge i panden. Og så råber og skriger de unge af de her stakkels mennesker. Hele deres ferie var ødelagt, siger Tina Boelt Sørensen, der er destinationschef på First Camp i Skagen.
Episoden blev skelsættende
Episoden fik First Camp til at ændre aldersgrænsen for campister til 25 i stedet for 21, som aldersgrænsen ellers har været i mange år.
- Vi vil gerne have en campingplads, hvor alle føler sig velkomne. Episoden som den sidste år hører ingen steder hjemme, fortæller destinationschefen.
Det er dog ikke kun i uge 29, at aldersgrænsen er gældende men i hele juli måned i år.
Gæster hilser ændringer velkommen
Og det er der en særlig grund til. Juli er nemlig højsæson for børnefamilier, der ønsker at campere på campingpladsen, og de vil gerne have deres søvn, så de kan tage ud at opleve noget om dagen, tilføjer hun.
Tina Boelt Sørensen oplever derfor også, at de nye ændringer er blevet taget godt imod.
- Vi har fået flere bookinger fra børnefamilier i år end tidligere, fordi nu tør de at komme. De synes, det er fedt, siger destinationschefen og tilføjer:
- De unge mennesker har også taget det fint.