White Hawks forstærker: Henter rutineret landsholdsspiller
Foto: Jan Korsgaard, Scanpix
26-årige Simon Grønvaldt har 300 kampe i Metal Ligaen og 21 landsholdskampe på cv'et. Fra efteråret er han at finde i Frederikshavn.
Det er en rutineret herre, der fra næste sæson løber på isen for Frederikshavn White Hawks. Klubben har netop skrevet en to-årig kontrakt med den 26-årige offensive back, Simon Grønvaldt.
Grønvaldt skifter efter tre sæsoner hos Odense Bulldogs, hvor han har leveret 94 point. I alt har han spillet tæt på 300 kampe i Metal Ligaen, hvor han har været omkring både Aalborg Pirates, Odense Bulldogs og barndomsklubben Rødovre Mighty Bulls.
Desuden har Simon Grønvaldt spillet 21 kampe for det danske landshold.
Selv siger spilleren, at skiftet til Frederikshavn har været meget naturligt.
- Jeg synes Frederikshavn er en spændende klub, og de har et rigtig spændende hold. Det er et hold med en god danskerstamme, og jeg ser frem til at kunne gøre den stamme endnu bredere. Jeg er rigtig sulten efter at vinde noget med Frederikshavn. Så jeg tager herop for at forsøge at vinde guldet, siger Simon Grønvaldt.
Han flytter til Frederikshavn 1. juli og vil derefter deltage i den sidste del af sommertræningen med sine nye holdkammerater.