White Hawks skriver kontrakt med ungt talent

17-årige Christoffer Åkesson er blevet tilknyttet Frederikshavn White Hawks.

Christoffer Åkesson er bare 17 år gammel og i gang med en handelsskoleuddannelse. Men han er også stort et talent, at han i flere år har været på det danske ungdomslandshold i ishockey. Og nu er han så blevet hentet til Vendsyssel af Frederikshavn White Hawks.

Klubben meddeler mandag, at man har skrevet en treårig kontrakt med Christoffer Åkesson, som allerede er flyttet til Frederikshavn og begyndt i skole dér. Den 17-årige ishockeyspiller har fået sin opdragelse i AaB Ishockey, hvor han i sidste sæson i gennemsnit producerede et point per kamp for klubbens hold i 1. division. 

Åkesson har også været at finde på banen for Danmarks U16, U17 og U18 landshold.

- Det er aftalt, at Christoffer starter på FIK’s 1. divisionshold for at få en rolig start i Frederikshavn, men vi forventer, at Christoffer vil snuse til eliteholdet allerede i løbet af denne sæson, og at han fra næste sæson har etableret sig på eliteholdet, skriver Elite Nord Frederikshavn, som dækker over både FIK og White Hawks. 


Seneste nyt

fra Nordjylland