Socialdemokratiet vil bygge over 13.000 nye boliger i Aalborg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet vil sikre nye boliger til folk i alle samfundslag og foreslår blandt andet 13.000 nye boliger i Aalborg.
De seneste år er der blevet opført snesevis af nybyggerier med lejligheder til beboere i Aalborg.
Men spørger man Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kommer der fortsat til at være en stor mangel på boliger i Aalborg, især til dem på de laveste indkomster.
I et nyt udspil fra Socialdemokratiet foreslår partiet at bygge 110.000 boliger i København, Odense, Aarhus og Aalborg frem mod 2031. 60.000 af boligerne skal ligge i København, og de resterende 50.000 skal fordeles mellem de andre byer. Her foreslår partiet, at 13.364 af dem skal bygges i Aalborg frem mod 2029.
Udspillet får borgmesteren i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), til at række armene i vejret, for han mener, at de foreslåede boliger bliver en nødvendighed i fremtidens Aalborg.
- Jeg tror, at vi får brug for de nye boliger her. Vi kan se, at befolkningen i Aalborg stiger markant, samtidig med at der bor færre mennesker per bolig. Hvis vi tager de sidste 10 år, er vi blevet 21.000 flere i Aalborg Kommune, og vi regner med, at der kommer 15-20.000 mere i løbet af de næste ti år, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- Så her er 13.000 boliger frem mod 2029 ikke meget forkert. Samtidig er det væsentligt, at vi får flere billigere boliger til dem på lave indkomster, hvilket også er blevet addresseret i udspillet her.
Nye lejligheder bliver fyldt op
Udmeldingen fra Socialdemokratiet og Thomas Kastrup-Larsen står dog til trods for, at antallet af nye beboere i Aalborg midtby er faldende. For fire år siden var den årlige tilvækst på 1.699 borgere. Sidste år var tilvæksten på 777.
Samtidig er prisen på ejerlejligheder faldende, ligesom det er blevet sværere at komme af med sin lejlighed, viser tal fra Boligsiden.dk. I november 2018 var der 46 procent flere lejligheder til salg i Aalborg i forhold til året før.
Men borgmesteren i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), ser alligevel positivt på Socialdemokratiets udspil.
- Den faldende vækst er kun gældende for Aalborg midtby, og når man kigger på hele byen, så tror jeg, at vi kan fylde de 13.000 boliger ud. Man skal se på det her over et længere perspektiv end et enkelt år. Der er blevet solgt en masse dyre projektlejligheder på havnen, men der er også blevet bygget en masse nye boliger andre steder til lavere priser, og så ligner det, at huspriserne falder, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- Nu er der eksempelvis også blevet bygget en række punkthuse på Blåkildevej i Aalborg Øst, og de er alle blevet lejet ud nu på trods af, at de er dyrere end normalt.
Socialdemokratiets foreslag om nye boliger i de fire største byer er en del af en ti-punktsplan, der primært skal hjælpe personer med lave indkomster.
Socialdemokratiets ti-punkts plan:
- Flere blandede boligområder
- Tag-over-hovedet-garanti til studerende
- Ny medejerbolig alle har råd til
- 110.000 nye boliger i København, Aarhus, Odense og Aalborg
- Stop for udenlandske kapitalfondes massive opkøb af billige lejeboliger
- Lavere husleje i almene boliger
- Bevar de billige private lejeboliger
- Andelsboligen skal være et billigt alternativ
- Billigere at bygge almene boliger
- Flere ældreboliger