Analyse: To valg med stemmetab - får Henrik Jørgensen en tredje chance i Hjørring?

Det næststørste parti i byrådet i Hjørring afgør mandag i HPR Hallen, om Venstres nuværende leder igen skal være spidskandidat i 2021 - to partifæller udfordrer ham.

Frisk blod - eller kan tredje gang blive lykkens gang for Henrik Jørgensen? Venstres medlemmer i Hjørring Kommune skal mandag aften vurdere, hvad de tror, der skal til for at sikre deres parti et godt resultat ved kommunalvalget næste år.

2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V) er klar til en tredje omgang som spidskandidat for Venstre, hvis medlemmerne peger på ham.
2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V) er klar til en tredje omgang som spidskandidat for Venstre, hvis medlemmerne peger på ham.
Foto: TV2 Nord (Arkiv)

Tre mænd stiller op til valget om at blive Venstres spids- og borgmester-kandidat, og Venstres nuværende leder i byrådet kan langt fra føle sig sikker på fortsat at være det efter næste valg.

Spidskandidaten ved de to forrige kommunalvalg, den 63-årige 2. viceborgmester Henrik Jørgensen, er ganske vist klar til en tredje omgang, hvis medlemmerne vil det sådan. Også selv om han for mindre end en uge siden blev ramt af en blodprop, som han lykkeligvis slipper fra uden mén.

quote Henrik Jørgensen er ifølge sagens natur den mest erfarne - og med ham ved man, hvad man får. Til gengæld kan han ikke ligefrem prale med, at han har sikret Venstre fremgang. Tværtimod.

Søren Wormslev, politisk analytiker, TV2 Nord

Hans modkandidater er den 55-årige formand for byrådets teknik- og miljø-udvalg, gårdejer Søren Smalbro samt - som den senest opstillede - skoleleder Jakob Borup, 48 år, der ikke i dag sidder i byrådet.

Henrik Jørgensen er ifølge sagens natur den mest erfarne - og med ham ved man, hvad man får. Til gengæld kan han ikke ligefrem prale med, at han har sikret Venstre fremgang. Tværtimod.

 

Da han i 2013 første gang stod i spidsen for partiet, gik Venstre 10 procentpoint tilbage. Ved valget i 2017 tabte man yderligere fire procentpoint. Eller sagt på en anden måde: Ved det sidste valg, før Henrik Jørgensen blev spidskandidat, stemte mere end hver tredje vælger i Hjørring Kommune på Venstre. Sidste gang var det hver femte.

Hans eget personlige stemmetal er også dalet. Fra 1902 personlige stemmer i 2013 til 1227 i 2017.

Søren Smalbro (V) stiller også op som borgmesterkandiat. Han er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune. Tredje udfordrer er skoleleder Jakob Borup, der i dag ikke sidder i byrådet.
Søren Smalbro (V) stiller også op som borgmesterkandiat. Han er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune. Tredje udfordrer er skoleleder Jakob Borup, der i dag ikke sidder i byrådet.

Nu skal det siges, at opstillingen af spidskandidat i 2017 - helt uden at Henrik Jørgensen var skyld i det - var præget af ganske megen tumult: På det første opstillingsmøde stod stemmerne mellem ham og modkandidaten, Vibeke Haaning, lige.

Man besluttede at udskyde afgørelsen til et nyt møde - hvor Vibeke Haaning fik flest stemmer. Inden valgdagen trak hun sig imidlertid af hensyn til sit firma, og så endte Henrik Jørgensen alligevel øverst på Venstres kandidatliste. Han havde i mellemtiden nået at blive folketingskandidat (hvad han fortsat også er).

Henrik Jørgensen har en baggrund i erhvervslivet og har kæmpet hårdt imod skattestigninger. Han har ført en klar liberal linje. Venstre har under hans ledelse stået uden for budgetforligene flere gange, end man har været med.

Det sidste vil næppe ske med Søren Smalbro i front. Han og Henrik Jørgensen er ikke voldsomt uenige politiske, men teknik og miljø-udvalgsformanden betragtes som mere pragmatisk - og mere folkelig. Han ligner stilmæssigt mere - men kan måske også derfor bedre gå i clinch med - den siddende borgmester, Arne Boelt (S), der igen står i spidsen for sit parti.

 

Jakob Borup ses som outsider-kandidat, der næppe kommer med i slutspurten på opstillingsmødet, hvor en kandidat skal have mindst 50 pct. af stemmerne for at opnå valg. Med ham i front kunne Venstre, når det gælder fornyelse, overhale byrådets andet store parti, Socialdemokratiet, der har sat gang i et glidende, men endnu ikke fuldført generationsskifte. Jakob Borup har ved siden af skolejobbet været aktiv i sportsverdenen. Han stiller blandt andet op for at få "mere plads til humanisme, sammenhold og fællesskab".

Venstre har ifølge den nyeste opgørelse ca. 700 medlemmer i Hjørring Kommune. Det er dog set før, at der lige op til et opstillingsmøde kommer flere til.


Seneste nyt

fra Nordjylland