Arkitekttegnede haver skulle fjernes – nu har frivillige reddet dem

Ti frivillige har overtaget vedligeholdelsen af de fire temahaver i midten af Hjørring.

De har allerede fingrene i jorden og luet det første ukrudt væk. De nye grønne fingre, der skal passe på de fire arkitekttegnede temahaver i Christiansgave.

I lang tid har det ellers set ud til, at de farverige pletter i parken midt i Hjørring ikke skulle blive stående. Temahaverne skulle have været fjernet, fordi Hjørring Kommune skal spare 600 mandetimer om året alene i parken. 

Pengene skal bruges et andet sted, så kommunen skal spare 200.000 kroner i år og 400.000 kroner næste år på det grønne område.

Alligevel vil kommunen gerne have, at de fire temahaver skal blive stående, så i lang tid har de søgt frivillige kræfter, der vil overtage vedligeholdelsen af buske, blomster og bede. Nu har ti frivillige meldt sig på banen til at hjælpe, så haverne kan bestå.

- Det er dejligt at bevare dem, så de bliver. Jeg vil gerne hjælpe og bidrage med at bevare stilen, siger Dolgora Pedersen, der er en af de frivillige, der nu skal holde haverne pæne og ordentlige.

Dolgora Pedersen bruger tit Christiansgave, når hun laver kunst. Til daglig er hun kunstner og bruger flittigt naturen i hendes kunst. Nu har hun også kastet sig ud i at være fritids-gartner i haverne som frivillig.

Mangler flere grønne fingre

Arbejdet for de frivillige består i at klippe hæk, slå græs, luge ukrudt og passe blomsterne i haverne, der for 25 år siden blev anlagt og designet af den danske landskabsarkitekt Torben Schønherr. 

Foreløbigt har Hjørring Kommune sagt, at de vil hjælpe til med at stille haveredskaber til rådighed for de frivillige, og kommunen har givet de nye kræfter et kort over, hvordan haven er bygget op af landskabsarkitekten.

- Vi vil gerne give en hjælpende hånd til kommunen, siger Dolgora Pedersen og fortæller, at kommunen har været meget samarbejdsvillige og hjælpende overfor de nye kræfter.

quote - Vi vil gerne have flere hjælpende hænder.

Dolgora Pedersen, Frivillig, Christiansgave.

De frivillige vil i første omgang lave et arbejdslaug, hvor flere kan melde sig til at hjælpe i haverne. Derudover vil de gerne have økonomisk hjælp fra virksomheder, så de kan købe de nødvendige redskaber og planter.

- Det er et fællesskab, og vi kan have det som et samlingspunkt, siger Dolgora Pedersen.

Som det ser ud lige nu, skal de frivillige bruge mange timer i haverne, hvis de skal opretholde samme mængde arbejdstimer som Hjørring Kommune, derfor håber de også, at flere grønne fingre vil melde sig.

- Vi vil gerne have flere hjælpende hænder, siger Dolgora Pedersen.

Det var Christian VIII, som i 1843 forærede Hjørring arealet året efter et besøg i byen. Derfor har parken fået navnet Christiansgave.


Seneste nyt

fra Nordjylland