Barslagsmål endte i knivstik
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var på denne bar, at drabsforsøget skete.
En festlig fredag aften på bodegaen Pusterummet i Sindal fik en anden afslutning end forventet.
En våd aften i byen endte helt galt for to mænd i Sindal.
To mænd på henholdsvis 39 og 49 år var taget en tur forbi Bodegaen i Nørre Torv i Sindal. Her var de pludselig kommet i uoverensstemmelse. De to mænd, der i forvejen har kendskab til hinanden, var blevet uenige om noget, der, ifølge Nordjyllands Politi, fortsat er uvist.
Uoverensstemmelsen eskalerede. Klokken 01.47 modtog Nordjyllands Politi anmeldelsen om et knivstik på Bodegaen i Nørre Torv i Sindal.
Uden for livsfare
Efter tumult på bodegaen tog den 39-årige hårde metoder i brug. Han havde nemlig medbragt en kniv, som han trak og stak den 49-årige mand med i maven.
Den 39-årige blev anholdt på stedet, mens den 49-årige blev indlagt på sygehuset i Aalborg, hvor han efterfølgende blev opereret.
- Han er umiddelbart uden for livsfare, men er fortsat alvorligt tilskadekommen, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup.
Den 39-årige er blevet sigtet for drabsforsøg på den 49-årige, og er varetægtsfængslet i fire uger.