Besparelser rammer bosted for handicappede: - Det er ren opbevaring
Nedskæringerne er gået for vidt, mener blandt andre Christian Simonsen, hvis 34-årige datter bor på botilbud i Hjørring.
- Det er ren opbevaring.
Sådan beskriver Christian Simonsen hverdagen for sin 34-årige udviklingshæmmede datter Karina, der bor på botilbuddet Aage Holms Vej i Hjørring.
Han frygter, at kommunens varslede besparelser i år på 3,5 millioner kroner på bosteder kommer til at gå hårdt ud over datteren, da der blandt andet skal spares på beboernes mulighed for aktiviteter som biograf- og cykelture.
Nedskæringer gået for vidt
Christian Simonsen besøger ofte sin datter på Aage Holms Vej i Hjørring, der er et botilbud for voksne med udviklingshandicap.
Ifølge Christian Simonsen elsker datteren, når der sker noget.
- Enten kører vi i A-Z, ud og handler eller i genbrug. Nu skal vi ud og cykle i dag.
Christian Simonsen frygter for de varslede besparelser, som kan gå ud over datterens hverdag og aktivitetstilbud.
- Det bekymrer os utrolig meget. Fordi hun bliver mere og mere deprimeret, fortæller Christian Simonsen.
Det er meldt ud i et nyhedsbrev, at det blandt andet er slut med ugentlige hjemmedage, hvor beboerne hidtil har haft alenetid med en fra personalet til f.eks. indkøb, biograftur eller personlig hjælp til praktiske ting.
- Det kan ikke passe, at man skal spare så mange penge, lyder det fra Christian Simonsen.
For brugernes skyld
Formand for kommunens Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalg Claus Mørkbak Højrup (V) pointerer, at beslutningen om at spare 3,5 millioner kroner inden for kommunens budget ikke er en målrettet besparelse på bostederne, men snarere en del af en bredere strategi for at optimere anvendelsen af kommunens ressourcer.
- Vores mål er at sikre, at de begrænsede midler, vi har til rådighed, bruges der, hvor de har størst mulig positiv indvirkning på livet for alle vores borgere i alle aldre. Denne omprioritering inkluderer investering i vores forebyggelsesstrategi, der sigter mod at styrke selvhjulpenhed og selvforsørgelse blandt særligt udfordrede mennesker, fortæller Claus Mørkbak Højrup i et skriftligt svar.
Hvorfor er det nogle af kommunens svageste borgere, der skal rammes?
- Vi forstår, at enhver ændring kan skabe bekymring, især når det berører livet for mennesker, som er afhængige af vores støtte og omsorg. Men der er ingen intention om at ramme vores svageste borgere. Tværtimod er vores mål overordnet set at forbedre kvaliteten af indsatser på hele det specialiserede socialområde, netop for at støtte og hjælpe disse borgere på den bedst mulige måde på tværs af forvaltningsområder, lyder det fra Claus Mørkbak Højrup.
Byrådet tager klager over bosted op
Christian Simonsen er langt fra den eneste, der er bekymret. Flere pårørende har henvendt sig til kommunens politikere med kritik af besparelserne.
Byrådsmedlemmerne Frode Larsen (DF) og Erik Høgh-Sørensen (UFP) har sat sagen på dagsordenen for byrådsmødet 31. januar, fordi der er kommet alvorlige henvendelser fra ansatte og pårørende, blandt andet via kommunens whistleblower-ordning.
- Der er behov for en grundig og hurtig undersøgelse af nedskæringer på de 15 bosteder, der huser kommunens sværest handicappede borgere, mener Erik Høgh-Sørensen.
Ifølge de to forslagsstillere er byrådet måske gået for vidt med besparelserne på nogle af kommunens svageste borgere.
De ønsker at sætte besparelserne i bero, indtil de seneste henvendelser er blevet undersøgt.
Se indslaget her: