Dana Cup er aflyst - restriktioner gør det umuligt at gennemføre

Forbud mod overnatning betyder, at det er umuligt at afvikle Dana Cup.

Årets Dana Cup er aflyst.

Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse, hvor det understreges, at med et forbud mod overnatning, forsvandt den sidste chance for at afvikle en Dana Cup, der normalt har deltagelse af rundt regnet 20.000 unge fodboldspillere fra hele verden.

- Vi havde håbet til det sidste, men gårsdagens udmelding fra regeringen tvinger os til at tage konsekvensen og melde ud. Der bliver ikke en Dana Cup 2021, siger turneringens direktør Jette Andersen, og hun fortsætter:

- Mange muligheder er i den seneste tid blevet vendt, men nu, hvor det er slået fast, at vi ikke må afvikle en turnering, som indebærer overnatning, har vi kun én ting at gøre; nemlig at aflyse og gå i gang med at forberede Dana Cup 2022.

Stor økonomisk betydning

Dana Cup er af stor økonomisk betydning ikke alene for Dana Cup selv, men også for de mange klubber og foreninger, der bidrager med arbejdskraft og tjener et beløb, der har stor betydning for driften.

En uvildig undersøgelse, som Visit Danmark lavede for et par år siden, viser at Dana Cup medfører, en omsætning på 179 mio. kr. i området.

Den omsætning og indtægten går området glip af endnu et år.

- Men, der er ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op, og udfolde kreativitet. Salget af Dana Cup 2022 skal i gang hurtigst muligt, og her er vi fortrøstningsfulde. Vores helt store udfordring er opretholdelse af frivilligskaren. Dana Cup er totalt afhængig af de cirka 2000 frivillige, der leverer arbejdskraften, så vi kan tage ordentligt imod de 20.000 unge fodboldspillere, der kommer til Vendsyssel i uge 30, for at spille fodbold, møde nye venner og hygge sig med dem. Vi skal sørge for at vores frivillige hjælpere, der tager imod, når vi åbner for Dana Cup, siger Jette Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland