Efter storm kommer højvande

Selv om sommerhusejerne ved Nørlev Strand kunne ånde lettet op efter søndagens storm, så er det ikke ovre endnu. Efter stormen kommer der højvande og mere blæst.

For hele Skagerraks kyst varsler DMI, at der er risiko for forhøjet vandstand på op til 1,5 meter over normalen frem til tirsdag morgen klokken 6.

Ved Nørlev Strand er der siden 2013 styrtet 8 sommerhuse i havet under storme, og derfor blev der i går holdt ekstra godt øje med vejret. Især på en strækning på 650 meter, som endnu ikke er kystsikret.

Gert Frølund Pedersens sommerhus på Majvej 3 i Nørlev ligger kun 14 meter fra havet. Han kunne dog konstatere, at vinden ikke blev så kraftig som frygtet, og at vindretningen var gunstig, så bølgerne i går og i nat ikke havde kurs direkte på kysten ud for hans sommerhus.

I løbet af dagen kom der nye udfordringer. Vandstanden steg nemlig langs Vestkysten, og da vinden samtidig tog til igen, så fik bølgerne nu fat i klitterne foran sommerhuset.

 
 
Foto: Jesper Christiansen

Gert Frølund Pedersen kunne ikke følge udviklingen i løbet af dagen live fra Nørlev, da han var på arbejde. Mange andre i området fulgte med tæt på. En af dem var Kaj Pedersen. Han har også sommerhus i området.

- I morges var det ikke så slemt, men vinden har taget til nu, siger Kaj Pedersen.

Mange sommerhuse ved Nørlev Strand er kun få meter fra havet. Foran de mest udsatte er der kystsikret med såkaldt hård kystsikring, som betyder, at der er lagt sten foran klitten. Kaj Pedersen er ikke i tvivl om, at det har reddet sommerhusene.

- Hvis ikke der havde været kystsikret, så var flere sommerhuse røget i, siger han.

Onsdag forventes der også forhøjet vandstand i forbindelse med højvande.

- Vær forberedt på, at hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger, skriver DMI i varslet.

Der er tale om et kategori 2 varsel, som betyder farligt vejr. Det vil sige, at man skal være forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelserne og forstyrre trafik og forsyning.

Vinden sender også vand ind i Limfjorden, hvor der kommer en længere periode med forhøjet vandstand. Fra i eftermiddag ventes der mellem 1,3 og 1,8 meter over normal vandstand. Den højeste vandstand vil være i den vestlige del af fjorden. Vandstanden ventes først at aftage natten til torsdag.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland