Færge brager ind i kaj - det betyder aflysninger på ruten
TV2 Nord følger sagen.
Lørdag aften gik noget galt, da Colorlines færge Superspeed, som sejler mellem Hirtshals og Larvik, skulle lægge til kaj.
I hvert fald har færgen fået en ordentlig skramme, og ud fra de billeder, TV2 Nords reporter på stedet fik taget, ligner det, at der også er kommet et hul.
Henrik Renneberg, der er Managing Director Color Line Danmark A/S, kan ikke bekræfte på nuværende tidspunkt, at der er hul i færgen.
- Vi er ved at undersøge, hvad der gik galt, og jeg ved ikke, hvornår undersøgelserne er færdige. Men færgen er ikke i drift så længe undersøgelserne pågår. Det vil betyde aflysninger og forsinkelser, forklarer han til TV2 Nord.
Derfor er de to retursejladser mellem Hirtshals og Larvik i dag aflyst i færgen, der normalt har plads til 2000 passagerer.