Fan-formand har mistet troen på Vendsyssel FF's ejere
Tina Firring Andersen, der er formand for Vendsyssel FF’s supporterklub, raser over klubbens schweiziske ejere Core Sports Capital.
Formanden for Vendsyssel FF’s supporterklub Tina Firring Andersen er rasende over den behandling klubbens ejere har givet klubben og spillerne på det seneste.
- De er nogle kujoner. Sådan at tømme kassen, der skulle have været brugt til løn, og så ikke lade høre fra sig i lang tid, siger hun.
Lønnen til spillere og stab udeblev ved månedsskiftet og det er anden gang inden for få måneder, det sker.
Det samme skete i slutningen af april.
- Det er under lavmålet at behandle folk på den måde, siger Tina Firring Andersen.
Fanformanden har ikke meget overs for formanden for Core Sports Capital, Ahmet Schaefer, der ejer klubben.
- Han er med i min aftenbøn, men jeg må sige, det er under ”fri mig fra onde”, siger Tina Firring Andersen.
Lokale arbejder på redning
TV2 Nord erfarer, at en gruppe lokale investorer arbejder i kulissen for at redde klubben fra konkurs. Dette er ikke ukendt for Tina Firring Andersen, og hun er forsigtig optimist i forhold til spørgsmålet om der bliver spillet 1. divisionsfodbold i Hjørring i den ny sæson.
- Jeg håber, alle fans og de investorer, der har været med før, vil samarbejde, så vi kan få klubben op at stå igen. Lad os vise, vi kan stå sammen og redde klubben. Men først skal vi have de penge tilbage fra Ahmet Schaefer. Jeg vil ikke betale for hans lille ferie, og hvis vi ikke får pengene, er jeg bange for vi ender med konkurs og nedrykning, siger hun.