Farlig snor over sti: Det kunne være gået helt galt for knallertkørere

Det kunne være gået grueligt galt, da venneparret Christian og Kasper lørdag aften kom kørende på deres knallerter på en sti i Vrå, for pludselig var der en snor bundet ud over stien, hvor de kørte.

Heldigvis nåede de to drenge på 15 og 16 år at bremse, da de så snoren, der var bundet dobbelt ud over stisystemet, der løber gennem Vrå by.

- Jeg fik da et kæmpe chok og tænkte, hvad sker der lige der, lyder det fra Christian Brogaard, der sammen med kammeraten Kasper Lund Thomsen ved 23.30-tiden var på vej hjem fra en tredje kammerat.

Han er glad for, at de begge nåede at stoppe knallerterne, for snoren var lige i bryst og hovedhøjde på de to unge mænd, der sad på hver deres knallert.

- Ja, jeg tror da, det ville være farligt, hvis ikke vi var stoppet, siger Christian Brogaard. 

Han beskriver snoren som sådan en, man bruger når man spænder noget fast på en trailer, og han er sikker på, at den ikke er havnet over stien ved et tilfælde.

Hvem, der står bag, er dog uvist, og selv om Christian Brogaard har delt sin oplevelse og billede på Facebook, så er der ingen, der kender noget til snoren.

- Folk skriver, at det er noget svineri og sådan noget, siger Christan Brogaard, der dog ikke kan forestille sig, at der er nogen, der har villet hverken ham eller kammeraten noget ondt. 

Episoden blev meldt til Nordjyllands Politi søndag formiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland