Feriecenter midlertidigt lukket på grund af restriktioner

Feriecenter håber, at de gældende restriktioner over Nordjylland hæves, så de atter kan åbne.

Efter de nordjyske restriktioner er blevet indført, virker feriecentret Skallerup Klit Seaside Resort nærmest spøgelsesagtigt. Der er ingen aktiviteter, og der er heller ikke gæster.

- Med kun adgang for gæster i Hjørring Kommune er vi de facto tvangslukket, idet vi ikke har så mange gæster fra Hjørring Kommune, siger direktør Jørgen Høll.

Selvom der nu er blevet åbnet, så det er tilladt at krydse kommunegrænserne internt i de syv lukkede kommuner, vælger feriecentret at holde lukket. For nedlukningen betyder, at der fortsat ikke kan være aktiviteter på stedet, som er det, børnefamilierne rejser til Skallerup for.

- Og stadig har vi mange gæster, der kommer syd fra fjorden, så der er ikke rigtig grobund for, at vi kan åbne. Så vi er stadig lukket frem til 3. december.

Hvad skal der til, for at I kan åbne igen?

- Vi håber på, at restriktionerne bliver lempet primært for aktiviteterne, og så skal vi have åbnet for Danmark generelt, for 70 procent af vores gæster kommer her fra.


Seneste nyt

fra Nordjylland