Flere hummere på nordvestkysten: Skal blandt andet lande på din tallerken
Projekt skal sikre flere hummere til fiskeriet - og din tallerken.
Hvis man spørger fiskere fra Hirtshals, kan de fortælle historier om, at deres bedstefædre fiskede hummere i spandevis.
Men sådan er det ikke længere.
Bestanden af sorte hummere fra Løkken til Hirtshals er nemlig stagneret.
Derfor er medarbejdere fra Nordsøen Oceanarium og fra DTU Aqua søndag i gang med at udsætte hummerlarver på de kystnære rev fra Løkken til Hirtshals.
- En moderhummer udsætter 10.000 larver, hver gang hun har chancen. Men selvom tallet er højt, er det et fåtal af hummerlaverne, der rent faktisk bliver til en voksen hummer, fortæller Martin Riis, der er akvariemester hos Nordsøen Oceanarium.
Der skal nemlig ikke mere end en stime sild til for at spise sådan en omgang hummerlarver.
Skal lande på din tallerken
Derfor får hummerlaverne først lov at gro i akvarierne hos Nordsøen Oceanarium. De er mellem halvanden til tre måneder gamle, inden de bliver sat ud.
Projektet er blevet til med inspiration fra den britiske by Cornwall, og udover DTU Aqua deltager Fiskeriforeningen og turisterhvervene omkring kysten også.
For nogle år siden stod Cornwall nemlig i samme situation. Men nu er byen blevet et mekka for folk, der elsker hummer.
- Håbet er en dag måske at gøre Hirtshals til et sted, hvor man kan spise hummer bæredygtigt, fortæller akvariemesteren.
- Det er også godt for biodiversiteten, at bestanden af hummere bliver øget.
Det er fjerde gang, der bliver udsat hummere. Og det er gået fra udsætning af 1200 larver til 8000 larver denne gang.
Men hvordan bestanden klarer sig, vides ikke.
- Vi har ikke fået penge til monitorering. Men det er helt sikkert noget af det, vi kommer til at kigge på de næste år, siger Martin Riis.
Det tager syv år, inden en hummerlarve bliver til en voksen hummer.