Fritz vandt over kommunen: - De tog min strandret som en tyv om natten

En tidligere indehaver af et af de ikoniske badehuse på stranden i Løkken har vundet en sag over Hjørring Kommune. Vestre Landsret har afgjort, at det ikke var i orden, at Hjørring Kommune i forbindelse med en mands personlige konkurs tog strandretten fra ham og gav den videre til den næste på ventelisten. Uden en strandret må man ikke sætte et hus på stranden.

Der er 485 mennesker, der har en af de meget eftertragtede strandretter på stranden i Løkken. Fritz Bredvig er ikke længere en af dem.

- Vi havde vores badehus i 53 år. Min søskende og jeg har arvet det efter vores mor. Vi har haft så meget glæde og hygge her. Det betød alt, fortæller Fritz Bredvig, mens han står der på stranden, hvor badehuset står om sommeren.

- Som en tyv om natten

Man skal have en strandret for, at man kan få lov til at sætte et af de ikoniske hvide badehuse på stranden. Den strandret har Hjørring kommune uretmæssigt taget fra Fritz Bredvig.

- De kom som en tyv om natten. De tog strandretten uden at meddele noget. Det er helt ubegribeligt, at man kan gøre sådan noget, siger Fritz Bredvig.

Fritz Bredvig er tidligere ejendomsmægler. I 2016 blev han dømt i Vestre Landsret til at betale ni millioner kroner plus renter i erstatning til flere ferieboligkøbere i et ejendomsprojekt i Tyrkiet. Få måneder efter gik Fritz Bredvig personligt konkurs. Badehuset indgik i konkursboet og kurator valgte også at opsige strandretten. Det godtog Hjørring Kommune, og kommunen gav strandretten videre til den næste på ventelisten – uden at orientere Fritz Bredvig.

Dommerne var uenige

Fritz Bredvig lagde sag an mod kommunen, og den sag har han nu vundet.

To ud af tre dommere i Vestre Landsret har nu afgjort, at Hjørring Kommune ikke måtte tage strandretten fra Fritz Bredvig.

Retten har bestemt at Fritz Bredvis skal indsættes som nummer et på ventelisten til en strandret. Dommerne lægger vægt på, at strandretten kun er til leje. Den kan ikke handles med og er dermed ikke en del af konkursen.

Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S) mener ikke, at kommunen på forhånd burde have vidst, at det den gjorde var forkert.

- Dommerne var jo ikke enige. Der sad jo tre dommere. To gik imod os, og en var på kommunens side, så det er jo en tvistsag. Men når nu retten har afgjort det her, så retter vi os efter det, siger Arne Boelt.

En af dommerne i sagen mente, at det var i orden, at strandretten indgik i konkursen, fordi den indirekte har en økonomisk værdi for boet.

Dommer Eva Skov lægger vægt på, at boet ville have bedre muligheder for at sælge badehuset, hvis det kunne sælges til den nye indehaver af strandretten. Derfor mener hun, det var i orden, at kurator opsagde strandretten, og at Hjørring Kommune godtog det. Kurator fik 6000 kroner for badehuset, da det blev solgt til den nye indehaver af strandretten.

Advokat med kritik

Fritz Bredvigs advokat mener, at det fremover må stå ret klart for Hjørring Kommune, at man ikke kan tage en strandret fra en person, der går konkurs. Han mener, at hans klient er blevet dårligt behandlet.

- Jeg mener, at Fritz Bredvig er blevet tromlet af både af konkursboet og af Hjørring Kommune. Man har ikke villet lytte til Fritz Bredvig. Man har været ligeglad med den her strandrets betydning for Fritz Bredvig og hans familie, siger advokat Christian Lund Agerbæk.

Der er ret umuligt at få fingrene i et af de ikoniske badehuse, når man bliver sendt bagerst i køen. Strandretten går nemlig i arv i familier. Der står 445 personer på ventelisten, som nu er lukket. Der er to til tre strandretter, der bliver udbudt til leje om året.

- Der er ingen af dem, der står efter nummer hundrede, der nogensinde vil komme til at opleve at få en strandret, siger Fritz Bredvig.

Fritz skal være nummer et på listen

Landsretten har bestemt, at Fritz Bredvig nu skal indsættes som nummer et på ventelisten. Han får lov til at overtage den næste strandret, der bliver ledig.

- Nu kommer vi op på kransekagetoppen. Det er vi tilfredse med som et plaster på såret, siger Fritz Bredvig.

Det koster godt 2175 kroner om året at få lov til at sætte et hus på Løkken strand, hvis man er en af de heldige, der har den eftertragtede strandret. Det er Nordjylland Statsskovdistrikt, som er klitmyndighed,

men det er Hjørring Kommune, som administrerer og tildeler ret til at stille badehuse op på Løkken Strand.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland