Hjørring Sommerspil druknede i efterårsvejr
Foto: TV2 Nord
Hjørring Sommerspil optræder ikke, hvis scenen er våd. Derfor kæmpede både scenemester og skuespillere mod vandmasserne mandag.
Mandag formiddag var Hjørring Sommerspil i en kamp mod tiden for at tildække så meget som muligt af scenen, inden det kraftige regnvejr rullede ind over Nordjylland.
De helt store presenninger var fundet frem for at holde det hele tørt. Forestillingen står nemlig til at starte klokken 20, og mandag eftermiddag var de stadig ikke sikre på, at det ville blive til noget.
Men det blev det heldigvis.
- Det bliver afgjort klokken 18, om vi spiller. Så kan vi se, hvordan det ser ud. Hvis vejrudsigten holder, så stopper regnen omkring klokken 16, så vi kan håbe, at scenen er tør til det tidspunkt, fortæller koreograf Bente Hyttel.
Godt og vel et par timer inden regnen ruller ind over Hjørring, er der ingen af de involverede, der endnu ved, hvad der venter.
Lyset blev slukket
Med ét lagde de mørke skyer sig over Hjørring, og så åbnede himlen for sluserne. Og selvom der var bredt presenninger ud over både scene og meget af det tekniske grej, så var der meget lidt at gøre mod regnen.
- Det værste er faktisk, hvis der kommer de der 30-40 millimeter, at så bliver gangarealerne mellem siddepladserne til sådan nogle floder. Og området foran scenen bliver en stor vandpyt, forklarer scenemester ved Hjørring Sommerspil, Kai Kruchov Madsen.
Han har været en del af sommerspillet i 32 år, så han har set sin del af den regnfulde danske sommer. Også derfor er det muligt at få svar på eventuelle spørgsmål om, hvad de gør i tilfælde af regnvejr, på sommerspillets hjemmeside.
- Det er én af de store aftener
I år opfører sommerspillet det kendte stykke 'Mød mig på Cassiopaia', og de store mængder regn i løbet af eftermiddagen giver bekymrede miner forud for aftenens forestilling, hvor der ventes flere end tusind gæster.
Det er nemlig bloddoneraften, og derfor ventes der flere tilskuere end normalt.
- Der skulle gerne komme 12-1500 mennesker helst. I går var vi 789. Det er én af de store aftener, og derfor er det jo skide træls, at det er regnvejr på en mandag, fortæller Kai Kruchov Madsen.
Det danske vejr er jo som bekendt svært at spå om, så man kan holde sig opdateret på Hjørring Sommerspils facebookside. Her skriver de ud, hvis forestillingen bliver aflyst.