Hus brænder ned til grunden - eksplosioner er hørt

Ingen personer er kommet skade under den voldsomme brand. Familiens hund er dog stadig savnet.

Nordjyllands Beredskab er fredag aften rykket ud til et hus på Sellebjergvej ved Bindslev.

Huset står i flammer, og taget er allerede brændt væk flere steder.

På Twitter skriver beredskabet, at den første melding var, at der var brand i soveværelset, og at der er hørt små eksplosioner fra stedet, som kan skyldes gas.

Ifølge indsatsleder Bo Isaksen bor en far og søn på den lille landejendom. 

Video: Per Frank Paulsen/TV2 Nord

Det var ejeren selv, der opdagede branden, da han åbnede døren til soveværelset, hvorfra der kom røg.

- Ingen personer er kommet til skade. En enkelt person er blevet tilset af ambulancefolkene, lyder meldingen fra indsatslederen.

Familiens hund er dog højest sandsynligt afgået ved døden.

Taget er stort set brændt helt væk kort før midnat
Taget er stort set brændt helt væk kort før midnat
Foto: Per Frank Poulsen

Hurtigt efter brandslukningskøretøjerne fra Station Sindal ankom til huset ved Bindslev kl. ca. 20:55, stod det klart, at branden udviklede sig hurtigt.

Derfor er der kaldt på assistance fra Hirtshals og Ålbæk i form af autosprøjte og tanklift.

Klokken 22:37 skriver Nordjyllands Beredskab på Twitter, at 'Beredskabsstyrelsen også er tilkaldt med kompressor til opfyldning af luftflasker, områdebelysning samt redningskran.'

- Vi forventer at være på stedet det meste af natten, lyder meldingen.

TV2 Nord følger sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland