Husker du De Gyldne Løver? Snart kan du finde dem på museet
Foto: Henning Bagger
Carsten Holst fra De Gyldne Løver er lige nu i gang med et større sorteringsarbejde, når alt fra fanbreve til store kontrakter snart skal på museum.
- De var sgu store dengang. Jeg er sikker på, at alle i aldersgruppen fra 35 og op har hørt om dem.
Sådan siger Jørgen Larsen, pensioneret musiker fra orkesteret Sonor, om sine kollegaer fra De Gyldne Løver.
De Gyldne Løver opstod i 1967 på værtshuset af omtrent samme navn - Den Gyldne Løve i Hjørring.
- De spillede to eller tre gange om ugen, og der var altid stopfyldt med unge mennesker, fortæller Jørgen Larsen.
Musikgruppen var inspireret af irsk folkemusik, og i deres spilletid optrådte de både på små og store scener over hele landet. I 2012 spillede de deres endelige afskedskoncert efter 45 år i branchen.
Men hvor meget fylder 45 års musikkarrierer egentlig?
Det kan Carsten Holst faktisk svare på. Han var guitarist i De Gyldne Løver og har gemt alt fra gruppens lange karriere.
Nu skal de omkring 120.000 stykker papir sorteres. De vigtigste skal nemlig på museum.
To skabe fuld af minder
Spisebordet hjemme hos Carsten Holst er fyldt med papirer og kasser med billeder, kasettebånd, LPér, CD'er, fanbreve og bilag på alt, hvad folkemusikgruppen købte gennem deres 45 år lange karriere.
De seneste mange år har alt fra fanbreve og kontrakter til kvitteringer fra pølsevognen været gemt i to klædeskabe hos Carsten Holst i Hjørring.
- Man kan se hvordan priserne har udviklet sig fra 1967, hvor vi startede med at få 35 kroner per aften, til hvor vi sluttede, hvor honoraret lå på omkring 35.000-40.000 kroner, fortæller han.
Han har indtil videre brugt to måneder på sorteringsarbejdet.
Det kæmpe arkiv rummer mange minder, og her er især brevene fra fansene dejlige at genopfriske.
- Her er et fra Troels på seks år. Han har været ud og høre om spille, og vil vide hvornår vi kommer igen. Der er virkelig mange sjove breve, siger Carsten Holst.
Meget af det ryger ud, men det vigtigste og mest væsentlige gemmes, for det skal nemlig snart ud og vises frem på både Historisk Arkiv og Vendsyssel Historisk Museum i Hjørring.
- Det er en stor del af Hjørrings kulturarv. Det er så fedt, at Carsten har været så god til at samle det, så man også kan se deres udvikling, og hvordan de har skulle kæmpe sig til det, siger Dina Nimand Manly der er arkivarassistent ved Historisk Arkiv og Vendsyssel Historiske Museum.
Du kan se hele indslaget om Carsten Holsts sorteringsarbejde herunder: