I hjembyen fik ”Dolken” et chok
Foto: Josefine Blicher Brader / TV2 Nord
Knaldperlen og Dolken på besøg hos en helt særlig kvinde.
Dolken fik sig en overraskelse under et besøg i hjembyen Hirtshals i serien ”Fedt mand – tur!”.
Se Fedt mand – tur! nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
Makkerparret Knaldperlen og Dolken kendt fra TV-serien ”Kongerne” er på roadtrip i TV2 Nords nye serie ”Fedt mand – tur!”.
Her bliver de to hovedpersoner udsat for lidt af hvert.
De har ingen idé om, hvad der skal ske, før de i begyndelsen af hvert afsnit sætter sig ind i deres lille Smart cabriolet og får udleveret et brev.
I tredje afsnit går turen til Hirtshals, hvor Martin ”Dolken” Vinther kommer fra.
Her får Martin et chok, da han ser adressen på et af de steder, han og Walid ”Knaldperlen” Bechara skal besøge.
- Det er sgu da min mor, siger han.
- Skal vi over til din mor? Jettemusen? spørger Walid, mens Martin bliver tydeligt påvirket.
- Du bliver helt rørt, fortsætter Walid.
- Det er da Jettemusen. Jeg er da glad, svarer Martin.
En "what?"-oplevelse
I dag fortæller Martin, der har været med i fire sæsoner af ”Kongerne” samt deltaget i ”Date mig i et døgn”, at besøget hos hans mor er noget af det, der har gjort størst indtryk på ham under optagelserne til ”Fedt mand – tur!”
- I al den tid, jeg har lavet TV, var det det tidspunkt, hvor jeg fik den største ”what?”-oplevelse, siger Martin Vinther.
Dagen inden optagelserne i Hirtshals var han sammen med sin mor for at fejre sin 39 års fødselsdag, og her undrede han sig over, at hun var så stille.
- Hun sagde ikke en skid, og jeg tænkte ”hvad fanden sker der med dig?”, siger han.
Nu ved han, at hun ikke sagde så meget, fordi hun kæmpede for ikke at komme til at afsløre noget om sin medvirken i ”Fedt mand – tur!”.
- Jeg er virkelig overrasket over, at hun kunne holde det hemmeligt, siger han.
Se, hvordan det gik, da Knaldperlen og Dolken besøgte Hirtshals lige her – find flere afsnit i serien på TV 2 PLAY.