Kan påvirke trafik: Brandbiler og politibiler indtager nordjysk gymnasium
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det bliver ikke så nemt at komme til og fra Hjørring Gymnasium 6. december, som det plejer.
Gymnasiet skal danne ramme om en stor beredskabsøvelse, hvor både Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland, Hjørring Kommune, Hjemmeværnet samt gymnasiet selv deltager.
Det skriver Nordjyllands Politi.
Øvelsen skal teste og styrke samarbejdet mellem alle deltagerne i realistiske omgivelser. Det er en såkaldt sikkerhedshændelse, som foregår på gymnasiets område.
- Men da det er vigtigt, at øvelsesdeltagerne lærer så meget som overhovedet muligt, så kan jeg ikke, lige nu, komme ind på detaljerne. Dog vil vi under øvelsen være meget synlige i og omkring skolen med både personale og køretøjer, ligesom der også vil være et større antal figuranter til stede, siger fungerende politiinspektør Henrik Skals.
Og derfor vil trafikken blive påvirket, da der vil være stor aktivitet i og omkring gymnasiet.
- Der er altså ingen grund til bekymring. Det er alt sammen nødvendigt for, at vi kan gøre øvelsen realistisk. På den måde lærer øvelsesdeltagerne så meget som muligt, siger politiinspektøren, og fortsætter:
- Vi håber på de berørte borgeres forståelse. Vi øver, fordi vi skal holde vores beredskabs færdigheder knivskarpe, hvis vi en dag skulle stå en i en alvorlig og virkelig situation.
Øvelsen vil starte 10.15, og forventes at være afsluttet omkring 14.30. Men både før og efter vil der være forberedelser til øvelsen.
- Vi kan desværre ikke, af hensynet til øvelsesdeltagerne, være fuldstændig præcise i vores tidsangivelser af øvelsens varighed, siger Henrik Skals
Men det er ikke kun området omkring Hjørring Gymnasium, der er påvirkede. Også Hjørring Privatskole, Muldbjergskolen, Hjørring VUC og HF, Bofællesskabet Laden samt UCN Hjørring vil opleve, at der er forsinkelser og synligt politi i området.