Kandis lagde nordjysk marked ned - måtte afvise folk i døren
Foto: Privatfoto
Arkivfoto.
Vagterne fik overordentligt travlt.
- Vi er stadigvæk ved at prøve at komme til os selv efter i går. Vi skal lige lande igen.
Sådan lyder det fra en lettere rundtosset Henrik Pedersen, der er talsperson for Sindal Marked fredag formiddag. Torsdag aften var der nemlig nok at se til, da Kandis optrådte i markedsteltet fra klokken 19:00 til 24:00.
Faktisk kom der så mange, at de besøgende stod som sild i en tønde. Vagterne måtte derfor afvise flere ved indgangen til teltet. 10 personer skulle gå ud, før 10 personer kunne komme ind.
Kunne I følge med?
- Nej, haha. Det er det korte svar. Vi havde ikke forventet, der kom så mange. Det kom noget bag på os.
Elektrisk stemning
Der må i alt være knap 1200 personer i markedsteltet, og under Kandis-koncerten var der propfyldt fra start til slut. Det betød, at folk måtte væbne sig med tålmodighed, når de skulle have slukke tørsten i baren, eller hvis de skulle have en ristet pølse med brød.
- Der er jo nogle lovkrav, der skal overholdes. Vi var noget presset, men heldigvis tog de fleste det med et smil, fortæller Henrik Pedersen.
Ifølge Kandis-Johnny var stemningen da også ualmindeligt god. Det gør han klart på Facebook.
- Vi har spillet til markedet siden 1995 og tror aldrig tidligere, at vi har oplevet en fest som denne gang med et totalt fyldt telt fra start til slut, skriver han, inden han gør det klart, at han vender tilbage til Sindal Marked i 2025.
Sindal Marked strækker sig fra 9.-12. maj, og lige nu er Henrik Pedersen ved at få det forkromede overblik over, om der skal købes ekstra varer hjem. Særligt på pølse- og pommes frites-fronten blev der solgt betydeligt mere end ventet, oplyser han.
- Der var godt gang i den. Det var en god dag, lyder det underspillet fra Henrik Pedersen.