Karoline bliver ofte udsat for racisme på job: - De er bange for, min hudfarve smitter af
I de seks år, hun har arbejdet for Meny i Løkken, har racistiske bemærkninger fra kunder været hverdag.
Tusindvis af unge har sommerferiejobs, men det er ikke alle, der har en god oplevelse.
- Det værste, jeg har oplevet, er kunder, der ikke vil have, jeg rører ved deres varer. Fordi de er bange for, min hudfarve smitter af.
Sådan siger Karoline Christensen, der er kassemedarbejder hos SuperBrugsen i Løkken, om de oplevelser hun har haft med kunder, der opfører sig racistisk.
- Man bliver chokeret, og man bliver nødt til at kontakte sin leder, så de i stedet kan tage over i konfrontationen, siger hun.
Hun har arbejdet hos SuperBrugsen i Løkken i seks år, og arbejder der i øjeblikket fuldtid under sit sabbatår efter at være blevet student på Hjørring Gymnasium.
Græd på toilettet
Og i de seks år har det været hverdagskost at blive mødt af kunders racistiske bemærkninger. Nogle gange så ofte som tre gange om ugen, andre gange så 'sjældent' som en gang om måneden.
Første gang hun oplevede det, faldt reaktionen prompte.
- Hvis jeg skal være ærlig, så gik jeg ind på toilettet og græd. Men der er ikke noget at gøre ved det. Vi kan ikke ændre på folks adfærd. Men det er træls, det skal gå ud over unge, fordi vores oplevelser ændrer vores syn på og holdning til arbejdsmarkedet, siger Karoline Christensen og fortsætter:
- Jeg er blevet mere vant til dem. Men det er vigtigt, især for de unge, at der bliver grebet ind og taget hånd om dem.
Se interviewet med Karoline Christensen herunder:
- Vi kan ikke gøre for, at kunder har en dårlig dag
I disse dage er der mange unge, der har sommerferiejobs i sommerlandet. Det gælder også i SuperBrugsen i Løkken. Udenfor sommersæsonen er der 100 ansatte hos købmanden.
Men i disse travle feriedage er der hele 160 medarbejdere, og de ekstra stillinger er besat primært af unge.
Og derfor synes Karoline Christensen, at det er vigtigt at råbe op om unges første møde med arbejdsmarkedet, og hvordan det former dem.
- Her forsøger vi at sætte de unge så godt som muligt ind i tingene og hjælpe dem på vej, hvis der er spørgsmål, siger hun.
Hvad har hjulpet dig til at komme videre fra de her oplevelser?
- Det gode fællesskab hjælper, og der er mange både over og under mig, der griber ind og hjælper i en krisesituation, hvis man da kan kalde den det.
- Men jeg synes, det er træls. Vi prøver at gøre vores arbejde, og vi kan ikke gøre for, at kunder har en dårlig dag.