Kendt fra julekalender: Nordjysk kloster får kæmpe bevilling
Børglum Kloster, der snart runder 1000 år, har fået bevilliget 34,7 millioner kroner til en omfattende restaurering. Klostret er blandt andet kendt fra julekalenderen Ludvig og Julemanden.
34,7 millioner kroner.
Så meget har det 1000 år gamle kloster, Børglum Kloster, fået i bevilling fra en lang række bidragsydere.
Bidragene vækker glæde hos Børglum Kloster, der fortæller, at de skal gå til en omfattende restaurering, som ifølge ejer Anne-Marie Rottbøll er nødvendig.
- Det har igennem mange år været et stort ønske, så vi kan næsten ikke sætte ord på, hvor lettede og glade vi er for, at så mange bidragydere vil hjælpe os med at bevare den historiske bygning, siger Anne-Marie Rottbøll.
Kendt fra TV
Klostret har i mange år været omdrejningspunkt for mange begivenheder - blandt andet foregik den populære julekalender Ludvig og Julemanden på klostret.
Ifølge Anne-Marie Rottbøll kan klostret nu fortsætte med at være historiefortæller for de kommende generationer.
- Nu glæder vi os til, at vi de næste par år, sammen med en masse dygtige mennesker, skal give den gamle kirke en ansigtsløftning, siger hun.
Restaureringen skal blandt andet indeholde installationer af diskrete løsninger for varme, lys og lyd, så klostret også om vinteren kan være vært for for eksempel koncerter og foredrag.
Renoveringen forventes at løbe frem til 2025.
TV2 Nord sender to store juleprogrammer, Julen banker på, fra netop Børglum Kloster den 22. og 23. december. Her kan man blandt andet opleve julesange af Tina Siel, gode råd til at slippe julestress - og så kan man samtidig se, hvordan to kendte nordjyder pynter til jul.
Bidragsyderne
De har bidraget til restaureringen af klostret:
Aage og Johanne Louis Hansens Fond
A. P. Møller Fonden
Augustinus Fonden
Den filantropiske forening Realdania
Sportsgoodsfonden
Det Obelske Familiefond
Hoffmann og Husmans Fond
William Demant Fonden
Slots- og Kulturstyrelsen