Klovnen Migu gjorde Inger Maries fødselsdag helt speciel

På et botilbud i Hjørring holder de normale aktiviteter sommerferie. Derfor har botilbuddet valgt at holde en festival for beboerne – og søndag var der besøg af klovnen Migu.

Den første dag i august er altid noget helt særligt for Inger Marie Thøgersen, der bor på Botilbuddet Aage Holmsvej i Hjørring. Det er nemlig Inger Maries fødselsdag. Men i år var dagen alligevel ekstra mindeværdig.

Botilbuddet, der henvender sig til voksne med udviklingshæmning, fik nemlig besøg af klovnen Migu, som underholdt beboerne med spas og bugtaling med dukken Katinka. Og det var noget, der faldt i Inger Marie Thøgersens og de 35 andre beboeres smag.

Det kan du se i indslaget herunder:

14 dages sommerfestival

Klovnebesøget er en del af en 14 dage lang festival, som har fået navnet Aage. Festivalen foregår i ugerne 30 og 31, hvor de normale dagsaktiviteter er gået på sommerferie. I stedet er der arrangeret et kulturelt indslag hver dag klokken 13.

- Det kan godt være, at det ser anderledes ud på overfladen, men det er jo mennesker, der har brug for at mødes med hinanden og få kulturelle oplevelser og afbræk fra hverdagen og glæde. Det er præcis lige så vigtigt her som alle mulige andre steder, siger afdelingsleder Niels Møller Jensen.

Festivalen er finansieret af penge fra staten, som har sat midler af til aktiviteter og sommeroplevelser for beboere på bosteder. Midlerne er ekstraordinært fundet frem fra statskassen oven på et år med coronanedlukning og færre aktiviteter end normalt.

På Aage Holmsvej i Hjørring har personalet besluttet at bruge pengene på aktiviteter på botilbuddet, da flere af beboerne har vanskeligt ved at komme ud af huset. Der er derfor sat et telt op i haven, så alle kan deltage i festlighederne.

- Det er fantastisk. Der har været stor tilslutning og stor glæde. Det er virkelig en fornøjelse at se, at glæden smitter, siger Niels Møller Jensen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland