Klumpfisken har været den mest efterspurgte det sidste år på Nordsøen Oceanarium

Det sidste år har publikum på Nordsøen Oceanarium kun spurgt efter én ting – klumpfisken. Nu er den vigtige fisk tilbage.

I et år har Nordsøen Oceanarium ikke haft en klumpfisk i deres store akvarium med forskellige fisk, selvom fisken i mange år har været et vartegn for oceanariet.

- Klumpfisken er bestemt vigtig for os, det hersker der ingen tvivl om. Hvis vi kigger på, hvad vores gæster spurgte mest efter sidste år, så var det helt klart: Hvor er klumpfisken, så det er et tegn på, at det er en af de fisk, som publikum virkelig holder af, siger Martin Riis, der er akvariemester hos Nordsøen Oceanarium.

Transport med risiko

De to nye klumpfisk er blevet transporteret fra Portugal til Hirtshals, og det er ikke helt uden risiko, for mange ting kan gå galt under transporten.

- Man skal have så meget vand som muligt til fiskene, og de her to klumpfisk er ret store, når vi snakker fisk. I en flyver er det bare ikke muligt at få særlig meget vand med, og i flyveren er det også vigtigt at få en masse ilt ned til dem i vandet, fordi de bruger ilten, som er i vandet, og der må ikke komme en iltflaske med ombord på sådan en flyver, siger Martin Riis.

Oceanariet er meget lettede over, at der nu igen er klumpisk i det store akvarie.

Ikke tid til at hvile på lauerbærene

Hos Nordsøen Oceanarium har de stor erfaring emd klumpfisk, som i mange år har været oceanariets logo, og derfor ved de, at selvom klumpfiskene nu er ankommet sikkert til Hirtshals, så er det ikke tid til at læne sig tilbage og nyde fiskene endnu.

- De næste 14 dage er kritiske. Det er afsindigt vigtigt, at fiskene kommer i gang med at spise. De har allerede spist tre gange i dag (tirsdag, red.), og de er blanke, flotte, de har ingen rynker og det er gode tegn for dem. Vi har rigtig store forventninger til, at det her går godt, men vi læner os ikke bare tilbage, siger Martin Riis.


Seneste nyt

fra Nordjylland