Knallertkontrol: Politiet slog til mod vanvidskørsel i Vrå

Flere knallertkørere forsøgte at gemme deres knallerter i skov tæt ved Vrå Skole. Men politiet spærrede skovstien og fik knallerterne med til et nærmere tjek på politistationen.

Nordjyllands Politi slog i mandags til i en aktion i Vrå rettet mod vanvidskørsel på knallert, som har været til stor gene for borgerne i området.

Aktionen skete på baggrund af flere konkrete borgertip om den vilde kørsel, der skaber utryghed i lokalområdet.

Det oplyser lederen af politiets aktion, politikommissær Michael Karstenskov, i en pressemeddelelse.

Det var fem betjente fra Patruljecenter Hjørring, der udførte mandagens aktion, som var blevet planlagt i al hast.

Kort forinden var der faktisk blevet udført en rutinemæssig skolevejskontrol ved Vrå Skole, hvor en ulovlig knallert var blevet bragt til standsning, fordi området har været plaget af disse ulovlige knallerter.

Borgere opdagede knallerter i skov

Politikommissær Michael Karstenskov fortæller, at en kvik borger i den forbindelse bemærkede, at rutinekontrollen fik de øvrige knallertrister til at parkere deres knallerter i et skovstykke cirka 300 meter fra Vrå Skole.

- Den vakse borger kontaktede os, og så gik det stærkt. Efter hurtig rekognoscering fik vi stablet det nødvendige på benene til at foretage en effektiv kontrol, forklarer politikommissær Michael Karstenskov.

Det betød, at knallerterne blev lukket effektivt inde på den sti, der går igennem det skovstykke, hvor de var parkeret og gemt.

quote Herefter var der ikke andet for ungersvendene at gøre end at følge vores anvisninger.

Michael Karstenskov, politikommissær, Nordjyllands Politi

- Herefter var der ikke andet for ungersvendene at gøre end at følge vores anvisninger, siger Michael Karstenskov.

Knallerter skal undersøges nærmere

Politiet transporterede derefter de unges knallerter - fem i alt - med tilbage til politistationen i Hjørring, hvor de blandt andet skal tjekkes for konstruktive ændringer.

- Og dén undersøgelse afgør den konkrete bøde, som de unge mennesker kan se frem til, siger Michael Karstenskov, der oplyser, at bøderne starter ved 2000 kroner og opefter, ligesom eventuelle forudgående registrerede trafikforseelser hos den enkelte kan afgøre størrelsen på det endelige bødeforlæg fra politiet.

Michael Karstenskov understreger, at ulovlige knallerter er farlige i trafikken, og han opfordrer forældrene til at tage en alvorlig snak med de unge om knallertkørsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland