Kvinde tiltalt for at holde hunde under kummerlige forhold
Foto: TV MIDT / VEST
Arkivfoto.
Ved kontroller fandt politiet ulovligt importerede hunde hos en 43-årig kvinde. Flere af hundene var alt for tynde og boede i kolde rum.
En 43-årig kvinde fra det østlige Vendsyssel vil blive tiltalt for ulovlig import af hunde i stor stil, når hun efter planen onsdag sætter sig på anklagebænken i Retten i Hjørring.
Derudover bliver hun tiltalt for at have holdt hunde under kummerlige forhold i sit hjem.
Ifølge anklageskriftet har kvinden flere gange i perioden fra august 2019 til januar 2021 haft besøg af myndighederne, og det er tilsyneladende i den forbindelse, der er fundet ulovlige forhold.
Illegal hundeimport
22. august 2019 blev der fundet 16 udenlandske hunde hos kvinden. Tre fra Ukraine, to fra Bosnien og 11 fra andre EU-lande, hvor der var problemer med manglende veterinærcertifikater, grænsekontrol og andre ting, der skal være i orden ved import af hunde til Danmark.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til onsdag 14. september ved Retten i Hjørring.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Ved samme lejlighed blev det ifølge anklagerne konstateret, at 14 hvalpe var uregistrerede, ligesom kvinden manglede ansvarsforsikring på mange af hundene.
Senere samme år, nemlig 3. december, blev der ifølge anklageskriftet fundet yderligere to hunde, som ikke havde veterinærcertifikat. Denne gang var der tale om hunde fra Slovakiet.
Magre hunde
8. januar 2021 aflagde politiet besøg hos kvinden, og det fremgår af anklageskriftet, at flere hunde i den forbindelse ikke levede under forhold, der lever op til dyrevelfærdslovens bestemmelser.
Fem hunde var så magre, at man ved undersøgelse kunne mærke hoftehjørner, rygsøjler og ribben under huden, ligesom hundene opholdt sig i en uopvarmet kold bygning.
18 andre hunde var placeret i uopvarmede rum uden muligheder for et rent og tørt leje, ligesom der var indfiltrede hårkager på en del af hundene.
11 hunde var i øvrigt heller ikke registreret korrekt i Dansk Hunderegister, ligesom der – ifølge politiet – manglede forsikring på 21 hunde.
Tandsten og tandkødsbetændelse
Politiet lavede en tilsvarende kontrol 4. februar 2021.
Her blev der konstateret problemer i forhold til tre hunde, hvoraf to var magre, mens en tredje led så voldsomt af tandsten og tandkødsbetændelse, at den vægrede sig ved at ryste med hovedet, da den blev undersøgt.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan kvinden forholder sig til anklagerne, ligesom det heller ikke fremgår, om hun fortsat har hundehold i et eller andet omfang, eller om det helt er stoppet.