Lottoheld følger kioskejer i Tårs: Udbetaler milliongevinst for syvende gang

Lottokuponen, der er købt i Døgnkiosken i Tårs, udløser en astronomisk gevinst på 158 millioner kroner.

Kioskejer Carsten Andreasen fik en ekstra god start på dagen, da han i morges blev ringet op af Danske Lotteri Spil, der fortalte ham, at en kupon med en gevinst på 158 millioner kroner er blevet købt i hans kiosk.

- Jeg blev så glad, at jeg nærmest fik en tåre i øjenkrogen. Det er jo bare så kæmpestort, at man ikke fatter det, siger han.

Det er syvende gang, at Carsten Andreasen får sådan et opkald om, at en af hans kunder har vundet en milliongevinst, men beløbet på 158 millioner kroner er dog rekordhøjt. Indtil i dag var en kupon med en gevinst på 9,5 millioner den mest værdifulde, han har solgt i kiosken.

- Det er jo lidt ufatteligt, at i en by med 1800 indbyggere der er syv af dem blevet millionærer, siger Carsten Andreasen og griner.

kiosk tårs
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Vinderen er fortsat ukendt

Hverken Dansk Lotteri Spil eller Carsten Andreasen har hørt fra den heldige vinder endnu, men sidstnævnte håber, at han får en chance for at lykønske vinderen personligt.

- Jeg håber virkelig, at vinderen kommer herind til mig for at få kuponen tjekket. Det kunne bare være så stort at kunne være med til at overbringe en nyhed af den kaliber, siger kioskejeren.

Martin Dalsgaard, der er marketingdirektør ved Danske Spil, har også selv prøvet at overbringe danskere nyheden om, at de er blevet millionærer, og den del af jobbet bliver man ikke sådan lige træt af, fortæller han. 

quote - Det er en fantastisk del af vores job, når vi skal ringe til nogen og fortælle dem, at de har vundet en stor gevinst. Det er vigtigt for os, at det bliver gjort på en god måde.

- Martin Dalsgaard Andersen, Marketingdirektør ved Danske Spil

Men det kan være en livsforandrende nyhed, og derfor tilbyder de vinderne, at de kan få besøg af en rådgiver, som kan vejlede dem i den nye situation, de er i.

I følge Martin Dalsgaard plejer vinderne ret hurtigt at melde sig på banen, men hvis den heldige person ikke har givet sig til kende i løbet af et par dage, så sætter Danske Spil en efterlysning i gang. 

Fakta om Vikinglotto

• Vikinglotto trækkes hver onsdag og startede 17. marts 1993 

• Vikinglotto er et fælles, nordisk spil, hvor Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen spiller om en fælles 1. præmiepulje og 2. præmiepulje.

• Spillet går ud på at gætte 6 rigtige hovedtal ud af 48 og ét rigtigt Vikingtal ud af 8.

• Førstepræmiepuljen i Vikinglotto er altid mindst 19 millioner kr.


En populær kiosk

Sidst Carsten Andreasen havde solgt en vinderkupon, oplevede han en stigende interesse i hans kiosk.

- Der kom kunder fra Vejle, Hadsund og Randers for at købe en lottokupon her hos mig. Måske var de i området af andre årsager, men så skulle de altså lige have en kupon med hjem, siger han.

Han spiller ikke selv lotto, men det vil måske ændre sig nu.

- Med den historik vi har her, så er det da lige før, jeg overvejer at begynde at spille med selv, siger han.



Seneste nyt

fra Nordjylland