Millioner afsættes til farlige kryds i Nordjylland
Begge projekter forventes at kunne gennemføres i løbet af otte til 10 måneder.
Otte ulykker på fem år.
Herunder tre personskadeulykker - to alvorligt tilskadekomne og en lettere tilskadekommet.
Det er baggrunden for, at regeringen nu afsætter to millioner kroner til at gøre Hirtshalsmotorvejen mere tryg og sikker.
Projektets formål er at forbedre trafiksikkerheden, hvor motorvejen ophører og ender i en rundkørsel, syd for Hirtshals. Man forventer nemlig at kunne forebygge to af de otte ulykker og en af de tre personskader.
I rundkørslen opstår ulykkerne primært, når trafikanterne kommer fra syd på motorvejen.
"Dette skyldes formentligt, at trafikanterne ikke er tilstrækkelige opmærksomme på motorvejens ophør og dermed ikke får sat hastigheden tilstrækkeligt ned inden rundkørslen, fremgår det af Transportministeriet pressemeddelelse.
Derfor vil regeringen med de to millioner kroner ændre vejens profil kort efter, at motorvejen ophører. Dette skal gøres ved at fjerne nødspor, ændre køresporsbredden, ændre i afmærkningen samt eventuelt at markere ophøret af motorvejen med visuelle elementer.
Projektet kan ifølge regeringen gennemføres inden for otte til 10 måneder.
Flere millioner til Nordjylland
Foruden Hirtshalsmotorvejen har regeringen også kastet penge efter et andet farligt kryds i Nordjylland. Der er nemlig T-krydset mellem Skagensvej og Nørregade i Frederikshavn, hvor regeringen har afsat 1,5 million kroner.
Disse penge afsættes på baggrund af seks ulykker på fem år i krydset, hvor der har været én personskadeulykke med én lettere tilskadekommen.
Projektet forventes at kunne forebygge fire og en halv af de fem ulykker og en halv personskade af den ene personskade.
"I krydset drejer de venstresvingende fra syd ind foran ligeudkørende fra nord. Dette skyldes formentlig høj hastighed fra nord og fejlvurdering af afstand grundet krydsets udformning, skriver Kanal Frederikshavn.
Derfor vil politikerne etablere bundet venstresving i krydset samt udvide byzonen mod nord.
Det forventes også, at projektet kan gennemføres i løbet af otte til 10 måneder.