MovieHouse i Hjørring: Nu har vi tid til at åbne ordentligt og forsvarligt
Foto: TV2 Nord
MovieHouse i Hjørring forventer, at der går flere måneder, før biografen er tilbage på samme niveau som før Coronakrisen.
Biografer i hele landet har holdt lukket siden den 12. marts. De kan formentlig åbne den 8. juni som del af i regeringens trejde fase af Danmarks genåbning.
Som led i Danmarks genåbning ser det ud til, at biografer må åbne sammen med teatrene, zoologiske haver og museer den 8. juni. De er således en del af regeringens såkaldte trejde fase af Danmarks genåbning. Det er man glad for i biografen MovieHouse i Hjørring.
- Vores branche har nogle særlige udfordringer. Vi kan hurtigt gøre vores lokaler klar, men det kan tage tid at få aftaler på plads med filmselskaberne, at få præciseret premieredatoer og den slags. Derfor gør det ikke noget, at vi nu har en måned til at få styr på den slags, siger Benny Bruun.
Han er direktør for biografen MovieHouse i Hjørring, der lukkede ned den 12. marts, hvor det meste af Danmark gjorde det samme.
- Vi vil rigtig gerne åbne, men jeg er glad for, at vi ikke står i samme situation som frisørerne, der fik et par dages varsel, før de måtte åbne igen. Vi har tid til at sørge for, at genåbningen sker på en god og forsvarlig måde, og det er også vigtigt for at kunne tiltrække kunder igen. De skal føle, det er sikkert at tage i biografen, siger Benny Bruun.
Flere måneder med lav omsætning
Han fortæller, at der vil gå længe, før biografen er tilbage på samme omsætning, som før Coronakrisen, selv med en åbning der nu hedder den 8. juni. Ifølge Benny Bruun startede biograferne generelt 2020 ud med gode film og mange publikummer, men:
- Vi forventer tæt på nul i omsætning for andet kvartal. Tredje kvartal bliver nok lidt bedre, men bare fordi vi åbner i Danmark, får alle de store internationale film ikke tidligere premiere af den grund, siger han og henviser blandt andet til den næste film om Agent 007, der nu har rykket verdenspremieren fra april til november.
- Vi kan højst sandsynligt godt få vist nogle danske film, men mange af de store internationale film vil ikke have premiere lige med det samme. Det bliver først i fjerde kvartal, at vi er tilbage på samme niveau, som før Coronakrisen, siger Benny Bruun.
Regeringens trejde fase af genåbningen af Danmark:
Disse dele af samfundet må åbne den 8. juni.
- Kultur og aktiviteter, for eksempel museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier
- Udendørs forlystelsesparker
- Øvrige zoologiske haver, botaniske anlæg med videre
- Sommeraktiviteter for børn og unge
- Offentlig sektor, der er særligt udsat for sagspukler
- Fuld åbning af offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse
- Voksenuddannelse målrettet ledige, for eksempel AMU og sprogcentre
- Højskoler med videre
- Indendørs idræts- og foreningsliv, for eksempel aftenskoler.
Disse dele af samfundet skal stadig holde lukket efter den 8. juni.
- Alle øvrige uddannelser
- Diskoteker, spillesteder og natteliv
- Yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter med videre, for eksempel fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller
- Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer tilstede, fastholdes til minimum 31. august