Teaters hyldest af nordjysk musikklenodie er blevet et tilløbsstykke
Foto: Tao Lytzen / Vendsyssel Teater
En opbakning ud over alt forventning.
Det er kommentaren fra Vendsyssel Teater, der har meldt udsolgt på stykket 'Men her går det godt'.
Et teaterstykke, der med skuespil og livemusik fører publikum let og elegant gennem Ib Grønbechs sangkatalog.
- Vi havde en forhåbning om, at en teaterkoncert med Ib Grønbech ville blive et tilløbsstykke, som også kunne kalde på dem, der ikke normalt går i teatret. Det er lykkedes, og vi er overvældet af den respons, vi modtager fra publikum samt den opbakning, der er til stykket, siger teaterdirektør på Vendsyssel Teater, Rolf Heim.
En populær sangfugl
Alle pladser på teateret bliver taget i brug, når stykket fremføres. Balkonpladserne, der ellers var lukket, er taget i brug efter den enorme interesse for et show med afsæt i Ib Grønbechs musik.
Se indslaget TV2 Nord lavede i august om teaterstykket:
Grundet den store opbakning planlægger teatret nu at genopsætte stykket i efteråret 2026.