Nyt projekt hjælper udsatte unge ind i foreningslivet

Ved hjælp af et nyt projekt i Hjørring Kommune hjælpes unge trygt ind i fritids- og foreningslivet.

Et nyt projekt, som hedder Fritid for Alle, er netop blevet sat i gang i Hjørring Kommune. Projektet har til formål, at få sårbare unge, som ikke er en del af et aktivt fritidsliv, til at blive en del af foreningslivet.

- Det er utrolig vigtigt at udsatte og sårbare børn og unge mellem 0-18 år, som står uden for fritidslivet, kan blive en del af et aktivt fritids- og foreningsliv på lige fod med deres jævnaldrende, udtaler Mathias Holger Nielsen, der er formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune.

Udvalgsformanden mener, at et aktivt fritidsliv og deltagelse i et forpligtende fællesskab bidrager til livskvalitet, og det er netop det, som projektet skal understøtte.

Fritidsguider kommer på hjemmebesøg

Fritid for Alle består af fem fritidsguider, som tilbyder at komme på besøg hjemme hos de unge og deres familier.

Familieguiderne har kontakt til lokale foreninger, og de kan fortælle om, hvilke tilbud der er i nærområdet. Fritidsguiderne tilbyder også at tage med den unge ud til fritidsaktiviteterne de første par gange for at hjælpe dem godt i gang.

Formålet er at skabe en god og tryg begyndelse i foreningslivet for den unge.

Fritidsaktiviteterne kan være både sport, spejder, musik, drama eller en helt anden aktivitet.

Udover at hjælpe de unge i gang med foreningslivet, kan fritidsguiderne også hjælpe familierne til at søge økonomisk støtte hos den kommunale Forebyggelsespulje. Det kan eksempelvis være hjælp til betaling af kontingent eller betaling af nødvendigt udstyr.


Seneste nyt

fra Nordjylland