Øget efterspørgsel får nordjysk vinduesproducent til at udvide

Øget efterspørgsel får den nordjyske vinduesproducent Vindunor til at udvide med en 1900 kvadratmeter stor produktionshal.

Selvom inflationen i øjeblikket er høj og råvarepriserne er steget markant, så mærker vindue- og dørproducenten Vindunor fra Hjørring fortsat stor efterspørgsel efter deres produkter.

Danskproducerede vinduer og døre er efterspurgte i byggebranchen, og det betyder, at Vindunor nu er i gang med at udvide fabrikken.

Der bliver bygget en 1900 kvadratmeter stor produktionshal ved fabrikken i Hjørring, og når den står færdig, får virksomheden en samlet produktionskapacitet på 12.000 kvadratmeter.

- Vi oplever en kæmpe interesse for vores danskproducerede vinduer og døre, som vi primært sælger til større og mindre tømrermestre, siger Henrik Sørensen, der er direktør for Vindunor.

- Siden nytår har vi haft en vækst på hele 20 procent, hvilket betyder, at vi er nødt til at udvide vores produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen, siger han.

Kunderne bliver trods højere priser

Vindunor, som har omkring 80 ansatte, har investeret et millionbeløb i udvidelsen af fabrikken, og direktøren ser lyst på fremtiden.

Krigen i Ukraine, som resulterer i energi- og råvarepriser på himmelflugt, har nemlig ikke fået den nordjyske vinduesproducents kunder til at se sig om efter billigere produkter hos andre virksomheder.

- Selvom vi har hævet priserne en smule som følge af den globale krise, ved vi, at vores kunder sætter utrolig stor pris på den ensartede og høje kvalitet, vi leverer. Og når vi ovenikøbet kan garantere fire ugers leveringstid uanset ordrens størrelse, har vi et ret unikt og pålideligt produkt, som de danske tømrermestre finder attraktivt, og vi vil gå rigtig langt for at leve op til deres tillid, forklarer Henrik Sørensen.

Den nye produktionshal ventes at blive taget i brug i løbet af sommeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland