Udmelding inden fredag: Officiel Vendsyssel-overtagelse nærmer sig
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Inden ugen er omme er forventningen i Vendsyssel FF, at der kommer en officiel udmelding om klubbens nye ejerskab.
- Der bliver arbejdet på højtryk.
Sådan siger direktør i Vendsyssel FF Lars Glinvad om arbejdet med formaliteterne i forhold til klubbens nye ejerskab.
Det har i en måneds tid været kendt, at klubbens ejerskab kommer til at ændre sig. Det betyder blandt andet, at den colombianske sanger Blessd bliver medejer i klubben, mens der også vil være amerikanere i ejerkredsen.
Men selvom ugerne er gået, er der ikke kommet nogen officielle udmeldinger fra Vendsyssel FF. Men det er på vej indenfor de næste par dage.
- Fakta er, at vi forventer at melde noget ud indenfor de næste få dage. Det vil sige inden fredag, siger Lars Glinvad.
Tidsforskel har forsinket processen
Ifølge direktøren er der omkring 20 aktionærer i det nye ejerskab. Og forklaringen, på hvorfor nordjyske fodboldinteresserede har måttet vente indtil nu, er, at det juridiske har taget tid.
- Der har været mange advokater inde over det her, og den ene bor i Spanien, den anden bor i USA, den tredje bor i England og en bor i Canada.
- Så der har været masser af tidsforskel, og hver gang en advokat har skullet flyttet et komma, så har alle sammen skullet ind for at godkende det igen, siger Lars Glinvad.
Og selvom det officielle har trukket ud, så er det ikke fordi, der er nogen af parterne, som har fortrudt det nye ejerskab.
- Det er vi slet ikke. Der er lige startet en mand op i administrationen, der er klar til at tage sig af det her nye setup, som vi kigger ind i i 2025. Så det bliver vildt spændende, siger Lars Glinvad.
Mandag aften skal Vendsyssel FF i aktion i efterårets næstsidste kamp. Her er det topholdet fra OB, som kommer på besøg. Det er en kamp, du kan se på TV3 Sport og Viaplay.
Herunder kan du se hele interviewet med Lars Glinvad: