Lignede en (ny) farce: Opsigtsvækkende ejerskifte på plads
En colombianer, en dansk landsholdsspiller fra København og en del amerikanere kommer til Vrå.
Vendsyssel FF får nu - endelig - nye udenlandske ejere. 20 styk, faktisk.
Det er netop meldt ud - én time før kick off til efterårets sidste kamp mod Esbjerg fB, en klub, der om nogen ved, hvor galt det kan gå med udenlandske ejerskaber.
Det har Vendsyssel også selv prøvet tidligere, da en schweizisk investorkreds ejede klubben med hovedsæde i Vrå. Siden købte Jacob Andersen klubben tilbage til på danske hænder, men nu prøver rigmanden og landsholdsholdsspilleren Joachim Andersens far altså igen.
Denne gang er det sikkert og vist.
I en flere uger lang perioder har det været kendt, at Vendsyssel FF var på vej på investorernes hænder, men det har flere gange trukket ud.
Bare i denne uge blev det meldt ud, at forventningen var fredag. Og papirerne er da også blevet underskrevet fredag, men nu blev det søndag, de ville offentliggøre salget.
- Hver gang en advokat har skullet flyttet et komma, har alle sammen skullet ind for at godkende det igen, sagde Lars Glinvad tidligere i denne uge.
Men det langstrakte forløb bekymrer ikke. Og det bør heller ikke bekymre fansene, mener Jacob Andersen
- Jeg var for optimistisk, da jeg sagde, at der gik en uges tid. Jeg er rigtig glad på klubbens vegne, lyder det fra manden, der nu bliver minoritetsejer, til TV2 Nord.
- Det har været vigtigt for mig, at jeg kan være med til at sikre klubbens fremtid fremadrettet, for jeg har brugt meget af min tid og mine kræfter på de i mange år, siger han.
Og det er en broget flok af både Premier League-spillere (Joachim Andersen, der spiller i Fulham), den colombianske rapper Blessd med millioner af følger og en samling af amerikanske investorer, der går ind i klubben.
Landsholdsspilleren bliver nu delvist holdejer for sin tidligere holdkammerat og nabo i Holland, da Joachim Andersen og Kasper Kusk spillede i Twente for ti år siden.
- Alle i Vendsyssel er glade. Organisationen har også været involveret, og vi er glade for at have sat flueben i dag, og nu kan vi se fremad. Vi glæder os til at arbejde med Legacy Sport Partners. Det bliver rigtig, rigtig godt, fortæller Jacob Andersen, der beholder 15 procent af ejerskabet af klubben - og han har forhandlet sig til at have vetoret, hvis de nye ejere vil lave større ændringer i klubben.
Læs hvordan det går Vendsyssel FF mod Esbjerg, der begynder klokken 14, på tv2nord.dk senere.