Politiet bankede på - mand sov rusen ud bag rattet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var vist mere held end forstand, at ingen personer kom til skade, da en yngre mand faldt i søvn bag rattet.
Det var en tilfældig forbipasserende, der søndag morgen gjorde Nordjyllands Politi opmærksom på, at noget var galt på Frilandsvej i Hjørring.
Her var to biler baldret ind i hinanden. Bag rattet i den ene bil sad den unge mand, der ifølge politiets oplysninger er i 20'erne.
Han var kørt direkte ind i en parkeret bil.
Da politiet nåede frem og fik vækket den unge mand, erkendte han, at han var faldet i søvn bag rattet.
Sprit i blodet
Politiet vurderede, at det var en god idé lige at få taget en spirituskontrol på ham, og en alkometertest viste sig da også, at han snildt kunne puste promillen over den lovlige grænse på 0,5.
Den unge mand blev sigtet og anholdt for spirituskørsel, ligesom han også har fået taget en blodprøve, der som bevis i sagen skal klarlægge den endelige promille.
Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med uheldet, men begge biler er så smadrede, at de umiddelbart efter sammenstødet ikke kunne køre.