Reagerer på Mette Frederiksens pensionsbombe: - Vi skal ikke falde omkuld
Statsminister Mette Frederiksen (S) satte for alvor gang i den politiske efterårssæson, da hun mandag i et interview med Berlingske åbnede for, at der skal pilles ved danskernes pensionsalder i fremtiden.
Helt konkret vil hun se på, om pensionsalderen skal stige per automatik for alle faggrupper, eller om pensionsalderen skal differentieres, alt efter hvornår man kom ind på arbejdsmarkedet, og hvilket arbejdsliv man i øvrigt har haft.
Dermed siger hun for første gang, at hun vil pille ved velfærdsaftalen fra 2006, hvor danskernes pensionsalder gradvist stiger, i takt med at vi bliver ældre. Eksempelvis vil en person, der er 27 år i dag, først kunne gå på pension som 74-årig ifølge aftalen, der er en hjørnesten i dansk økonomi.
På gaden i Hjørring er holdningen imidlertid, at pensionsalderen ikke bare kan stige til langt ind i 70'erne.
- Der skal være plads til nogle år, hvor vi har tid til noget andet, og at vi ikke halser derhen og falder omkuld, når vi går på pension, siger Anne Kristensen, som er selvstændig erhvervsdrivende.
- Men det handler også om, at man selv træffer nogle valg om at have et bæredygtigt arbejdsliv, siger hun.
Også Caroline Kronborg, der er tandplejer, bakker op om, at der er grænser for, hvor meget pensionsalderen kan skrues op. Ifølge den nuværende velfærdsaftale er hendes egen pensionsalder 74 år.
- Når man bliver ældre, kan kroppen ikke holde til det samme. Så hvis man sigter efter 37 timer om ugen, når man er 74 år, så tænker jeg, at det er urealistisk, siger Caroline Kronborg.
Mette Frederiksen ville på Socialdemokratiets sommergruppemøde onsdag eftermiddag ikke blive konkret på, hvordan en kommende pensionsaftale skal strikkes sammen ifølge hende.
- Vi skal sikre et pensionssystem, som er mere social retfærdigt. Der er stor forskel på, hvilke arbejdsliv vi har i Danmark. Der er nogen, som starter tidligt, arbejder dag, aften, nat og har hårde jobs. Det vil ikke være social retfærdigt bare at blive ved med at hæve pensionsalderen, siger hun til TV2.
I Hjørring mener Nicolai Sund også, at vi alle ikke nødvendigvis skal have samme pensionsalder.
- Vi skal også have lov at gå på pension i en ordentlig alder, omkring de 70 år, siger Nicolai Sund, der til dagligt arbejder som pædagog i hjemmeplejen.
- Hvis du har været murer i 50 år, så er din krop slidt godt ned, og så skal man også have lov at gå på pension før, hvis du har behov for det, siger han.
Hvis et politisk flertal eksempelvis vælger at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det ifølge den liberale tænketank svække den finanspolitiske holdbarhed med 41 milliarder kroner om året.