Røverimistænkt meldte sig selv - nu er han varetægtsfængslet

Efter den 22-årige mand meldte sig selv, er han nu fængslet efter et grundlovsforhør torsdag morgen.

Politiets offentliggørelse af navn og billede på en røverimistænkt resulterede i, at han meldte sig selv. 

Det kom frem i forbindelse med grundlovsforhøret af den røverimistænkte torsdag.

Den 22-årige mand er sigtet for at have medvirket til et røveri mod Dagli' Brugsen i Mosbjerg nær Sindal tilbage i august. Det fik politiet til at efterlyse ham tidligere på ugen.

Onsdag morgen klokken 09.54 meldte den mistænkte sig på politigården i Hjørring og blev anholdt.

Nægter sig skyldig

Dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre. Her blev den sigtede varetægtsfængslet i fire uger - han nægter sig skyldig.

Der er nu to anholdte i sagen.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre da anklagemyndigheden formoder, at der er en tredje gerningsmand i sagen, som man indtil videre ikke har oplyst offentligheden om.


Seneste nyt

fra Nordjylland